Et par afghanske journalister fik sig en hårdhændet behandling af Taliban, da de ville dække demonstrationer i Kabul.

Demonstranterne var kvinder, der demonstrerede over det nye styre i landet, men Taliban virkede ikke synderligt interesserede i, at journalisterne fik frit leje til at dokumentere forløbet.

De fortæller nemlig nu, at de efterfølgende blev tilbageholdt og tæsket i timevis.

De to journalister er Taqi Daryabi og Nematullah Naqdi fra avisen Etilaatroz, der fortæller historien til BBC.

De to journalister var godt forslåede.
De to journalister var godt forslåede. Foto: WAKIL KOHSAR
Vis mere

Taqi Daryabi fortæller, at de blev taget til en politistation i Kabul, hvor de her blev udsat for tortur. De fik tæv med politistave, piske og elektriske kabler.

»De stoppede først, da jeg mistede bevidstheden. Herefter tog de mig til en anden bygning, hvor der var celler, og her blev jeg efterladt.«

Efter et par timer blev han løsladt igen. Her var han i store smerter og kunne knapt gå.

Den anden journalist, Nematullah Naqdi, beretter, at Taliban først forsøgte at konfiskere hans kamera, og sidenhen slog ham til jorden:

Taqi Daryabi viser de voldsomme skader frem.
Taqi Daryabi viser de voldsomme skader frem. Foto: WANA NEWS AGENCY
Vis mere

»En fra Taliban satte sin fod på mit hoved og forsøgte at knuse mit hoved mod asfalten. Jeg troede, at de ville slå mig ihjel.«

Ifølge B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg vidner Talibans handlinger om, at man skal tage det, som de har kommunikeret, med et gran salt:

»Vi har sagt, at vi ikke vil dømme Taliban på deres ord, men deres handlinger. Det her er en indikation på, hvad det er for en type mennesker. De siger, at de har reformeret sig, men det her peger på, at der fortsat er grundlæggende og voldsomme problemer.«

Han hæfter sig ved, at det giver associationer til det gamle Taliban-styre, der i sin tid torturerede og henrettede dem, der undsagde styret.

Taliban har meldt ud, at de vil respektere kvinders rettigheder. Men den seneste tid er det også kommet frem, hvordan kvinder hverken må dyrke sport eller demonstrere uden tilladelse, og i sidste ende blev den nye regering også uden en eneste kvinde:

»Man skal huske at tænke på de mange, mange kvinder, som Vesten har hjulpet med at få en uddannelse, og som gav dem håb for fremtiden. Det her er en voldsomt hård skæbne for dem,« siger Illeborg og fortsætter:

»Alle alarmklokker ringer, og de første handlinger her indikerer, at det er ligeså bestialsk et styre som i gamle dage.«

Andre læser også