Fransk politi efterlyste i går tre gerningsmænd efter det tragiske terrorangreb på satire-magasinet Charlie Hebdo i Paris. Én af dem, den kun 18-årige Hamyd Mourad, meldte sig sent onsdag aften selv til politiet.

Det gjorde han, efter fransk politi offentliggjorde navne og billeder på de tre gerningsmænd, som de jagtede. Brødrene Said og Cherif Kouachi er stadig på fri fod og menneskejagten i Paris fortsætter.

Den 18-årige mand Hamyd Mourad er mistænkt for at være de to brødres flugtchauffør, men ifølge The Telegraph nægter han at være involveret i terrorangrebet.

Ifølge avisen har flere klassekammerater bekræftet, at Hamyd Mourad var i skole, da angrebet mod Charlie Hebdo fandt sted onsdag omkring kl. 11.30.

En klassekammerat ved navn Kamel skulle angiveligt have sagt:

»Han er i gang med sin studentereksamen og er en stille, seriøs fyr, der bor hos sine forældre. Hvordan kan medierne skrive, at han er hjemløs og indblandet i terrorisme?«

Indtil videre er Hamyd Mourad dog i politiet varetægt. Han er dog endnu ikke blevet sigtet ifølge The Telegraph.