Et større slagsmål brød ud i Tyrkiets parlament fredag.
Talrige medlemmer af den lovgivende forsamling gav sig til at slås med hinanden for rullende kameraer.
Ahmet Sik, der er medlem af parlamentet for Tyrkiets Arbejderparti, der er i opposition til den nuværende præsident Erdogan, holdt protesttale om fængslingen af en af oppositionens politikere, Can Atalay.
Mens det foregik, så nærmede Alpay Ozalan, et medlem af Erdogans parti AK, sig og greb pludselig fat i Ahmet Sik.
Det udviklede sig korporligt og man kan på videoen se, hvordan Ahmet Sik mister balancen og falder på gulvet i forsamlingen.
Herefter går det helt agurk.
Både mandlige og kvindelige medlemmer af parlamentet haster op mod talerstolen og giver sig til at hamre løs på hinanden med knyttede næver.
Slagsmålet fortsætter i en rum tid. Det kan efterfølgende ses, at der er adskillige blodpletter på gulvet.
Can Atalay, som er den fængslede politiker og aktivist fra oppositionen, har fået en dom på 18 års fængsel i 2022.
Han er dømt for at forsøge at vælte regeringen i forbindelse med, at have forsvaret flere politiske fanger og deres sag.
Paradoksalt nok blev han i 2023 valgt til parlamentet, til trods for at han sad fængslet.
Adskillige internationale menneskerettighedsorganisationer har anmodet Tyrkiet om, at sætte Can Atalay på fri fod, da man mener anklagerne er falske.