Banff-nationalparken i Rocky Mountains byder på spektakulære udsigter og smuk natur.
Men torsdag blev adskillige vandrere pludselig overrasket under en tur i den canadiske nationalpark. Med tragiske konsekvenser.
Ved eftermiddagstid lokal tid begyndte sten og klippeblokke at vælte ned ad bjergsiden nær Bow Glacier Falls i det vestlige Canada – på et tidspunkt hvor op mod 20 vandrere befandt sig i netop det område.
Det kostede to mennesker livet, skriver New York Post.
En kvinde blev allerede torsdag bekræftet omkommet, og fredag fandt eftersøgningsholdet yderligere et lig af en vandrer, som endnu ikke er identificeret.
At dømme ud fra en hårrejsende øjenvidneberetning kunne tragediens omfang endda have været endnu værre:
»'Løb, løb, løb', råbte jeg til min kone,« fortæller Niclas Brundell ifølge New York Post til Canadian Broadcasting Corporation om det, der blev en kamp for liv og død.
»Vi blev bare ved med at sprinte, og jeg kunne ikke længere se folkene bag os, for de var alle sammen i den sky af sten. Og jeg så klipper komme væltende ud af den. Den var stor – det var ligesom hele bjergsiden,« fortsætter han.
Både Niclas Brundell og hans kone slap fra den hårrejsende oplevelse uden skrammer.
Ikke alle var så heldige.
To personer kom så alvorligt til skade, at de måtte flyves til hospitalet med helikopter. En tredje person blev kørt væk i en ambulance.
Der er ikke meldinger om flere savnede personer efter sten- og klippeskreddet, så redningsmandskabet forventer ikke, at flere er omkommet eller kommet til skade.