De amerikanske borgere skal være opmærksomme på, at der er risiko for terrorangreb i Europa, hvis de har i sinde at besøge kontinentet over sommeren.

Sådan lyder det i en advarsel fra det amerikanske udenrigsministerium mandag.

'Islamisk Stat og al-Qaeda har evnen til at planlægge og udføre et terrorangreb i Europa,' lyder det i meddelelsen til de amerikanske borgere.

Det amerikanske udenrigsministerium peger særligt på den seneste tids terrorangreb i Frankrig, England, Sverige og Rusland, hvor adskillige mennesker blev dræbt.

Især regeringsbygninger, hoteller, natklubber, kirker, parker og lufthavne udpeges som potentielle terrormål.

De understreger dog, at advarslen ikke er foranlediget af en konkret trussel, men derimod en anerkendelse af, at der er risiko for et terrorangreb - særligt forud for sommeren.

Den seneste advarsel, som USA udsendte til deres borgere mod at rejse til Europa, udløb 1. februar. Denne vil udløbe 1. september.