Lyt til artiklen

Det er ikke så meget anbefalingen om at tiltale Donald Trump efter fire anklagepunkter, der kommer til at betyde noget.

Det er mere de over 1.000 afhøringer, de hundredtusindvis af dokumenter og hele summen af 17 måneders undersøgelse.

»I forhold til anbefalingen tror jeg, at den er meget mindre væsentlig, end hvad beviserne har afsløret,« som Dan Abrams, juridisk ekspert hos tv-stationen ABC News, udlægger det.

Mandag kom det såkaldte 6. januarudvalg med sine afsluttende bemærkninger i forhold til det arbejde, der blev indledt i sommeren 2021 i forhold til Donald Trumps rolle i angrebet på Kongressen i januar samme år.

De ni udvalgsmedlemmer under en videoskærm med Donald Trump ved mandagens udmelding.
De ni udvalgsmedlemmer under en videoskærm med Donald Trump ved mandagens udmelding. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

Og det resulterede altså i anbefalingen af fire anklagepunkter mod den tidligere præsident:

  1. Hindring af en officiel procedure (godkendelsen af Joe Biden som næste præsident i Kongressen, red.).
  2. Sammensværgelse om at bedrage USA.
  3. Sammensværgelse om at komme med falsk forklaring.
  4. Tilskyndelse til opstand.

Både BBC og Guardian bruger samme ord om anbefalingen fra 6. januarudvalget: 'Symbolsk.'

For faktum er, at udvalget ingen juridisk magt har til at tiltale Donald Trump for noget som helst. Anbefalingen er altså udelukkende rettet mod det amerikanske justitsministerium, justitsminister Merrick Garland og den særlig anklager, der her er i gang med deres egen undersøgelse af ekspræsidentens rolle.

'Justitsministeriet er hverken forpligtiget til at handle på sådan en anbefaling eller til bare at anerkende den,' som ABC News skriver og tilføjer:

Trump-tilhængere stormede Kongressen 6. januar sidste år.
Trump-tilhængere stormede Kongressen 6. januar sidste år. Foto: SAUL LOEB
Vis mere

»De offentlige høringer, der har tegnet et billede af Trumps planer for at omgøre præsidentvalget i 2020, har dog øget presset mod justitsminister Merrick Garland for at rejse strafferetlige anklager mod Trump.'

Og så er vi tilbage ved de mange beviser, og vidneafhøringer, der er blevet fremlagt i de seneste mange måneder. De vurderes altså til at kunne få afgørende betydning, da ikke mindst mange tidligere – og nære – Trumpstøtter har udtalt sig.

'Hvad justitsministeriet gør med alt det, er dog fuldstændig ude af udvalgets kontrol,' som BBC skriver.

Den juridiske ekspert fra ABC News tror, at man hos justitsministeriet helst havde været foruden anbefalingen.

Donald Trump tabte valget i 2020, men han ønskede ikke at gå af som præsident.
Donald Trump tabte valget i 2020, men han ønskede ikke at gå af som præsident.
Vis mere

»De tager ikke bare de juridiske konklusioner fra udvalget og kører videre med det,« siger Dan Abrams.

»Fra ministeriets side kunne de endda have ønsket sig, at udvalget ikke havde anbefalet noget som helst: 'I gør jeres ting, vi gør vores ting, og vi vil ikke have, at nogen kunne påstå, at vi er flettet sammen'.«

Advokaten John Eastman, der blev omfattet af samme anbefaling som Donald Trump, for sin store rolle i det, der skete i januar sidste år, udtrykte sig sådan her til NBC News:

»En juridisk anbefaling fra en kongresudvalg er ikke bindende over for justitsministeriet og har ikke mere juridisk vægt end en anbefaling fra enhver amerikansk borger,« sagde han og tilføjede med henvisning til, at udvalget har bestået af en overvægt af demokrater:

John Eastman.
John Eastman. Foto: Susan Walsh
Vis mere

»Faktisk burde en anbefaling fra 6. januarudvalget betyde markant mindre på grund af den absurde partipolitiske karakter i den proces, der har ledt frem til den.«

Et af udvalgsmedlemmerne, demokraten Jamie Raskin – selv uddannet advokat, forklarede mandag udvalgets bevæggrunde:

»Vi forstår alvorligheden af hver eneste anbefaling, ligesom vi forstår omfanget af den forbrydelse mod demokratiet, som vi beskriver i vores rapport,« sagde han:

»Men vi har fulgt i det spor, som kendsgerningerne og loven har givet os, og det førte os uundgåeligt hertil.«

Jamie Raskin.
Jamie Raskin. Foto: MICHAEL REYNOLDS
Vis mere

Bliver der rejst en strafferetlig tiltale mod Donald Trump, vil det være første gang nogensinde, at det sker mod en tidligere præsident.

Guardian har bedt nogle juridiske eksperter kigger på de fire anbefalinger, og herfra lyder en foreløbig konklusion, at 'hindring af en officiel procedure' er »den mest sandsynlige tiltale, som de føderale anklagere kunne overveje«.

De to følgende anbefalinger om 'sammensværgelse om at bedrage USA' og 'sammensværgelse om at komme med falsk forklaring' bliver her henholdsvis kaldt »en anden mulig tiltale, der sandsynligvis bliver overvejet« og »et passende valg«.

Den fjerde og sidste anbefaling om 'tilskyndelse til opstand' betragtes i Guardian som »den mest usandsynlige«.

I forhold til de første tre anbefalingspunkter spillede daværende vicepræsident Mike Pence dengang en vigtig rolle, for det er tidligere kommet frem, hvordan Donald Trump – forgæves – forsøgte at presse ham til at obstruere godkendelsesprocessen af Joe Biden.

Mike Pence siger til Fox News, at han ikke ønsker, at der skal rejses en sag mod sin tidligere chef, selv om de i dag ikke har det bedste forhold på grund af begivenhederne netop 6. januar sidste år.

»Jeg håber, at justitsministeriet forstår omfanget af bare tanken om at rejse anklage mod en tidligere præsident. Jeg tror, at det vil være frygteligt splittende for landet i en tid, hvor det amerikanske folk ønsker at se os hele,« lyder det fra Mike Pence:

»Mit håb er, at justitsministeriet tænker sig meget grundigt om.«

Det vides endnu ikke, hvornår det amerikanske justitsministerium kommer med en sin endelige afgørelse.