Antallet af døde og sårede efter en voldsom eksplosion, der fandt sted torsdag eftermiddag i den kurdisk dominerede by Diyarbakir i Tyrkiet, stiger støt. Fra der først var meldinger om fire sårede betjente, skriver det tyrkiske statsmedie, Anadolu, at der nu er tale om 7 dræbte og 27 kvæstede.

Ifølge Anadolu er fordelingen mellem det ramte, at alle 7 dræbte var medlemmer af de tyrkiske specialstyrker. Dertil skulle der være yderligere 13 sårede fra styrken og 14 civile.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har efterfølgende fordømt angrebet, der fandt sted i den største by i den kurdiske del af landet.

»Må Gud have nåde over de betjente, som mistede livet. Jeg ønsker, at alle de sårede kommer sig hurtigt over deres kvæstelser,« udtalte præsidenten efter episoden.

Eksplosionen fandt sted nær et busstoppested og var angiveligt forårsaget af en bilbombe, der sprængte i luften, da et minibus med tyrkiske specialstyrker i passerede den.

Det tyrkiske statsmedie omtaler eksplosionen som et terrorangreb.

Der er imidlertid ikke nogen, der har taget ansvar for hændelsen, der finder sted dagen før Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, skulle have besøgt byen.

Optrapning af angreb mod Tyrkiet

Siden begyndelsen af 2016 har Tyrkiet været ramt af flere bombeanslag i byerne Istanbul og Ankara, hvor der sammenlagt er dræbt mere end hundrede mennesker.

Efter fredsforhandlingerne mellem den tyrkiske regering og Kurdistans Arbejderparti (PKK) brød sammen, har tyrkiske sikkerhedsstyrker øget antallet af razziaer og aktioner i de kurdiske områder i de sydøstlige egne af landet.

For to uger siden deaktiverede tyrkiske bombeeksperter en bombe på 150 kilogram, der blev fundet i en bil foran en regeringsbygning i byen Hani, der ligger i Diyarbakir-provinsen.

Det skete, få dage efter at en bombe havde rystet den tyrkiske hovedstad, Ankara, hvor 37 personer mistede livet.

Gruppen Kurdistans Frihedsfalke (TAK), der er en udbryder af og knyttet til Kurdistans Arbejderparti (PKK), tog skylden for angrebet i Ankara.

En måned tidligere mistede 28 mennesker livet i et lignende bombeangreb i Tyrkiets hovedstad, og i januar mistede 12 personer livet, da et angreb fandt sted i landets største by, Istanbul.

Som konsekvens af de kurdiske selvmordsangreb har Tyrkiet bombet kurdiske militser i både Irak og Syrien.