To af Donald Trumps børn satte scenen for deres far med taler, der på hver deres måde satte fokus på andre sider af Donald Trump. Især junior, som onde tunger siger er sin fars modsætning. Han kan sin politik.

Mangemilliardæren Donald Trump fik sin længe ventede sejr og blev for få timer siden på det republikanske konvent i Cleveland i Ohio partiets endelige præsidentkandidat., Og det var Trumps ældste søn af første ægteskab, Donald Trump Jr., der højtideligt afleverede staten New Yorks stemmer og dermed »gav« faderen sejren. Og jublen brød løs.

Men det var samtidig Donald Trump Jr., der få timer senere holdt en tale, der imponerede hele salen. Den 38-årige, som er vicepræsident for Trumps forretningsimperium, viste sig at være langt mere konservativ republikaner end sin far og var i sin tale stilsikker i republikansk værdipolitik lige fra skolepolitik over økonomi til sikkerhedspolitik. Som en af de republikanske kommentatorer, Sarah Elizabeth Copp, som er en markant kritiker af Donald Trump, sagde, så er det helt tydeligt, at sønnen har alt det, faderen ikke har.

»Han har en meget sikker sans for de konservative mærkesager og er en person, man skal holde øje med, fordi han ganske enkelt er republikaner og godt inde i politiske sager. Han er politiker i modsætning til faderen,« sagde hun.

Politisk talent

Og Donald Trump Jr. imponerede selv demokratiske kommentatorer, der ikke lagde skjul på, at den kun 38-årige søn af Donald Trumps første ægteskab med Ivana Trump er et politisk talent med et hoved, der er skruet godt på.

»Han var imponerende stilsikker på scenen,« sagde den demokratiske kommentator Van Jones, da Donald Trump Jr. havde afleveret en flammetale til det republikanske konvent ikke alene om sin far, men også om et skolesystem, der ifølge ham har spillet fallit, fordi der ikke er konkurrence nok mellem skolerne, og at niveauet dermed er faldet. »USA sakker bagud,« sagde han.. Og så leverede han en bredside mod demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, som han målrettet gik til angreb på og undlod i modsætnng til faderen at bruge øgenavne om Clinton.

Artiklen fortsætter under billedet

To af Donald Trumps børn: Datteren Ivanka og sønnen Donald Trump Jr. ved konventet.
To af Donald Trumps børn: Datteren Ivanka og sønnen Donald Trump Jr. ved konventet. Foto: JIM YOUNG
Vis mere

Clintons troværdighed

Ikke alene angreb han Clintons troværdighed, men kritiserede også en række af de love, som den demokratiske præsidentkandidat har været med til at stemme igennem Kongressen i forbindelse med finanskrisen. Donald Trump Jr. beskyldte blandt andet en af de store love - den såkaldte Dodd-Frank lov, der skulle regulere finansverdenen efter det store finanssammenbrud -  for at være en lov, der kun gavner milliardærerne, og som Clinton derfor har støttet, fordi hun altid har været på storindustriens side.

Også Donald Trumps datter af andet ægteskab, den 22-årige Tiffany Trump, som er datter af Marla Maples, som Trump kortvarigt var gift med, holdt også en stiksikker tale om sin far, som ifølge hende fulgte med i hendes barndom på trods af skilsmissen. Tiffany Trump forstod at balance igennem en svær tale, som kunne blive kvalmende sentimental.

Artiklen fortsætter under billedet

Tiffany Trump går på scenen.
Tiffany Trump går på scenen. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

Kampagnens plan

I det hele taget var de to børn af Donald Trump et led i den plan, Trumps kampagnestab har med at genopbygge hans image fra at være det politisk ukorrekte vildskud, som siger platte ting, og som politisk opfører sig som en elefant i den berømte porcelænsbutik, til at være en ansvarlig præsidentkandidat.

Og at dømme efter bifaldene efter de to børn lykkedes denne strategi efter fadæsen i går, hvor en del af den tale, Trumps nuværende hustru, Melania Trump, holdt, var plagieret fra en tale, som præsident Barack Obamas kone, Michelle, holdt under det demokratiske konvent i 2008.

Plagiat-beskyldningerne har dog ikke skadet Melania Trump, men mere kampagnen, som er blevet ramt at en kritik af ikke at have skrevet en ordentligt tale til hende og kigget den grundigt igennem for »inspirerede« passager, inden hun skulle holde den for godt 40 millioner mennesker på konventet og via de nationale tv-stationer.

Og nu kommer Ivanka Trump

Torsdag skal Trumps datter - også fra første ægteskab - Ivanka Trump, tale. Hun regnes for at være Trumps absolutte nære fortrolige. Hun er en succesrig forretningskvinde, og dermed har Trump sendt hele sin familie ud i kampagnen for at støtte ham i at blive valgt som præsident til november.

Og foreløbig er det med en enkelt undtagelse gået godt. Men selv Melania Trump er landet nogenlunde efter den storm, der rejste sig efter balladen med plagiatet fra Michelle Obamas tale.