I dag fik en engelsk mor og hendes elsker den hårdeste straf: livsvarigt fængsel for det barbariske mord på den blot 4-årige Daniel Pelka, der blev sultet, tæsket og forgiftet ihjel i marts sidste år.

Og stemningen i retslokalet i Birmingham var på alle måder trist, da dommeren i dag kendte de to skyldige og herefter sendte dem i fængsel på livstid.

Det skriver den britiske avis Daily Mail.

En af juristerne brød således sammen, da dommeren begrundede straffen med, at "parret stadig ikke havde udvist nogen former for anger", og at "Daniel må have været skrækslagen".

Sagen om mordet på 4-årige Daniel Pelka fra Coventry nær Birmingham sendte chokbølger gennem hele England i marts 2012, da detaljerne om den lille drengs sidste tid blev kendt.

Drengen var systematisk blevet mishandlet i hjemmet af sin mor og stedfar. Han var blevet tæsket og slået. Han var blevet nægtet mad. Han blev spærret inde flere timer i træk uden adgang til toilet. Hans hovedet var flere gange blevet holdt under vand, indtil han var ved at besvime. Stedfaren havde adskillige gange tvunget den lille dreng til at udføre så udmattende øvelser, at han til sidst sank sammen. Og parret havde forgiftet den lille smule mad, han fik, med salt, så drengen kastede op. 
 
1. marts 2012 gav Daniel Pelkas krop op - undersøgelser viste bagefter, at drengen - i timerne op til sin død - havde været udsat for systematisk tortur i familiens hjem.

Ved sin død vejede han sølle 10 kilo og lignede ifølge anklageren "et offer fra koncentrationslejren".

Moren, 27-årige Magdelena Luczak, og stedfaren, 34-årige Mariusz Krezolek, fortalte omverdenen og myndighederne, at drengen led af en spiseforstyrrelse.

Gennem den ni uger lange retssag har begge fastholdt deres uskyld - de blev i stedet ved med at sige, at "den anden gjorde det". Men juryen, der bestod af 12 medlemmer, var ikke i tvivl: Det tog dem under fire timer at erklære begge skyldige.

Livstidsstraffen betyder, at både Luczak og Krezolek skal tilbringe som minimum 30 år bag tremmer for deres udåd.