To år gamle lig er dukket op i vraget efter den største flytragedie i fransk historie.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Franske efterforskere finder nu de uhyggelige rester af 288 passagerer, som omkom under et flystyrt i 2009.

- Der befinder sig stadig lig i de rester af flyet, vi har fundet, bekræfter den franske minister Nathalie Kosciusko-Morizet til Radio France.

Det franske eftersøgningshold hævdede i weekenden at have fundet vragdele fra et forulykket Air France-fly, hvor samtlige passagerer mistede livet efter det opsigtsvækkende styrt over Atlanten i 2009. Fundet sker i forbindelse med en undervandsaktion, hvor en gruppe franske efterforskere har søgt efter rester af AF Flight 447.

FRANCE-CRASH/

Det er endnu for tidligt at sige noget om årsagen til styrtet eller hvilke dele, der rent faktisk er fundet, men det giver myndighederne fornyet håb om at finde flyets sorte bokse.

Nyt håb

Jean-Paul Troadec, leder af efterforskningsenheden, siger, at jagten efter boksene, som optager kommunikation og gemmer oplysninger fra flyets mange måleinstrumenter, fortsætter.

- Den gode nyhed er, at nedfaldsområdet er relativt koncentreret. Og dette giver håb om at finde de sorte bokse, siger Troadec til Ritzau. Han siger til en anden fransk radiokanal, at det nu endelig ser ud til, at man har fundet frem til det koncentrerede område.

En rapport fra 2009 konkluderede, at flyet ramte vandet i en mavelanding, men man har aldrig fundet størstedelen af vraget - således blev mere end 170 af de omkomne heller aldrig fundet. Styrtet er af blevet kaldt den største tragedie nogensinde i fransk flyvehistorie.

Mystisk styrt

Flyet var på vej fra Rio de Janeiro til Paris, hvor det stødte på et voldsomt uvejr og fik problemer med måleinstrumenterne, som skal give piloterne oplysninger om blandt andet hastighed. Det er dog ikke nok til at forklare ulykken, konkluderede rapporten fra 2009.

Dengang gik mistanken på terrorangreb som mulige forklaringer på styrtet. To af passagererne var nemlig på de franske myndigheders liste over radikale muslimer, hvis organisation dengang sendte trusselsbreve til den franske regering.

En anonym kilde sagde dengang, at sammenhængen var meget iøjefaldende, og kort efter styrtet blev agenter fra den franske efterretningstjeneste sendt til Brasilien.

Flyselskab anklaget for manddrab

Skattejagten efter vragdelene bliver finansieret af både Air France og Airbus, som har fremstillet den forulykkede maskine. Eftersøgningen blev intensiveret i sidste måned, da en fransk anklager besluttede at trække Air France i retten under anklage for manddrab.

En gruppe af ofrenes efterladte har udtrykt glæde over sagens nye aktualitet.

- Vi er naturligvis meget tilfredse - hvis man kan bruge det ord - over, at at det første skridt er taget i en juridisk afklaring af, hvem der eventuelt kan have ansvaret for ulykken, sagde en talsmand fra gruppen i sidste måned til Daily Mail. Gruppen består af omkring 80 efterladte.