I januar blev en 29-årig dansk mand idømt et år og tre måneders fængsel for ved hjælp af kunstig intelligens at have skabt mere end 36.000 seksuelt krænkende billeder af børn.
Men også i Storbritannien vil man slå hårdt ned på den slags indhold.
Derfor har regeringen fire nye love i støbeskeen. Det skriver BBC.
Storbritannien vil derfor være de første i verden, der gør det ulovligt at besidde, skabe eller distribuere AI-værktøjer, der er designet til at skabe materiale om seksuelt misbrug af børn, og brud på disse love vil få en strafferamme på op til fem års fængsel.
At være i besiddelse af såkaldte manualer til, hvordan indholdet laves, vil også blive ulovligt og kan give op til tre års fængsel.
»Vi ved, at syge rovdyrs aktiviteter på nettet ofte fører til, at de udfører de mest forfærdelige overgreb i virkeligheden,« siger indenrigsminister Yvette Cooper og fortsætter:
»Denne regering vil ikke tøve med at handle for at sikre børns sikkerhed online ved at sørge for, at vores love holder trit med de seneste trusler.«
De andre love omfatter at gøre det strafbart at drive hjemmesider, hvor pædofile kan dele indhold om seksuelt misbrug af børn eller give råd om, hvordan man groomer børn.
Det vil kunne straffes med op til 10 års fængsel.