I august rykkede de sidste danske soldater ud af den store Nato-base Camp Bastion i Helmand i Afghanistan, mens de sidste britiske og amerikanske soldater tog hjem 26. oktober.

Og nu - blot en måned senere - er Taleban så inde i basen, hvor de kæmper imod de lokale sikkerhedsstyrker. Det skriver Reuters, der har talt med general Ghulam Faroop Parwani, der er basens næstkommanderende.

- Taleban angreb i ly af mørket i løbet af natten, men vores sikkerhedsstyrker kæmpede imod dem og forhindrede eventuelle skader på basen, siger han og forklarer at fem af hans mænd er dræbt under kampene, der stadig foregår, hvor også 26 taleban-krigere meldes dræbt. Omvendt hævder Taleban at hundredevis af sikkerhedsstyrker er blevet dræbt under angrebet.

Taleban-krigerne indledte angrebet med automatvåben og bombeveste torsdag.

- Det lykkedes nogle af dem at komme indenfor, indtage positioner og starte ildkampen, siger han til nyhedsbureauet og forklarer, at taleban-krigerne tilsyneladende har forskanset sig i en af de mindre lejre inde i Camp Bastion.

Forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, er ikke overrasket over at Taleban nu går til angreb.

- Jeg er ikke overrrasket over at de angriber, men jeg bliver meget overrasket, hvis de er i stand til at erobre og overtage den. Men ligegyldigt hvad, så er det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, at de kan komme ind på basen, og det viser jo, at de lokale sikkerhedstyrker ikke er lige så gode, som vi selv er.

Trak vi os for hurtigt ud af landet?

- Det kan man godt sige, at det er et eksempel på, men det er jo en hård kalkule. Soldaterne ville gerne have haft mere tid, men det ville politikerne ikke. Forventningen var, at de lokale var i stand til at holde de centrale områder, og det her viser jo, at det måske bliver lidt mere spændende, end man havde regnet med.