Den russiske spion Anna Chapman bliver nu mistænkt for at have forsøgt at forføre de engelske prinser, William og Harry.

Det skriver The New York Post.

Anna Chapman blev d. 27. juni anholdt i New York, mistænkt for at være russisk spion.

Før den russiske skønhed, der er født Anya Kuschenko, flyttede til USA boede hun en årrække i London. Her gjorde hun en dyd ud af at frekventere de samme natklubber som William og Harry - bl.a. den berømte og berygtede Boujis, der kun lader private medlemmer komme. Her mødes de rige og royale for at få en god, gammeldags pind i øret.

- Jeg kan huske, at hun talte meget om Prins William og Prins Harry, men hun passede meget på med ikke at blive set som en af de piger, der venter på dem - selvom det var præcis det, hun gjorde, siger en af Anna Chapmans gamle venner til den engelske avis The Mirror.

- Hun var pågående, men klog nok til at være diskret. Som en stamgæst på disse steder, ville Anna nemt kunne komme i nærheden af prinserne. Hun var i hvert fald gode venner med personer i deres verden, siger vennen.

Den engelske efterretningstjenestes indenrigsafdeling, MI5, efterforsker nu Anna Chapman og hendes tid i London. Hendes eks-mand, Alex Chapman er allerede blevet afhørt. Her spurgte efterretningsfolkene især ind til Anna Chapmans far, en russisk diplomat, der mistænkes for at være tidligere KGB-agent.

MI5s undersøger nu, om Anna Chapman nogensinde mødte prinserne, og hvad der i så fald skete.

- Den mindste mulighed for, at en russisk spion kunne have været i prinsernes selskab, er ekstremt bekymrende. Det har altid været lidt af en hovedpine, at beskytte prinserne fuldt ud i det alkoholiserede, lukkede miljø, siger en kilde blandt prinsernes sikkerhedsfolk til The Mirror.