Rusland blev udelukket fra international skak efter invasionen i Ukraine. Men det kan være slut i næste uge.
En krig inden for skak, som er en udløber af Ruslands invasion i Ukraine, er under hastig opsejling.
Rusland har de seneste to år som følge af krigen mod Ukraine været udelukket fra Det Internationale Skakforbund (Fide), og russiske spillere har været udelukket fra internationale turneringer.
Men der er tegn på, at Rusland igen vil blive lukket ind i varmen, når Fide holder generalforsamling i Budapest i næste uge, rapporterer BBC.
Det forsøger Ukraine at forhindre og får støtte fra briterne, tyskerne og andre vestlige allierede.
Der står meget på spil for Rusland. Skak er en disciplin, der i årtier er blevet værnet om i det russiske system, og landet har tidligere haft nogle af verdens bedste skakspillere.
Og Rusland har en stærkt hånd inden mødet i den ungarske hovedstad.
For nu at starte med formanden for Fide, så er det stadigvæk Ruslands tidligere vicepremierminister Arkadij Dvorkovitsj.
I bestyrelsen for Fide sidder præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, og den tidligere russiske forsvarsminister Sergej Sjojgu.
- Ruslands kontrol over Fide er absolut, siger Malcolm Pein fra det engelske skakforbund.
Fide er affilieret til Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Pein vil have IOC til at lægge pres på skakforbundet, så det opretholder sanktionen over for Rusland.
Det er Kirgistan, en af Ruslands tætte allierede i Centralasien, der har foreslået Fide at lukke Rusland ind i varmen igen.
Ingrid Lauterbach fra den tyske skakunion påpeger, at man i Fide har en stemme per nation. Mange stater i Afrika og Asien kan let påvirkes til at stemme til fordel for Rusland.
- Man kan se, at prorussere forsøger at få overtaget. Det er virkelig bekymrende, siger hun.
Aleksander Kamysjin fra det ukrainske skakforbund er blandt de meget bekymrede.
- Vi har 21 skakspillere, der er dræbt i denne krig. Det er ikke rimeligt at sætte dette (Ruslands genindtræden red.) på dagsordenen, mens Rusland dræber vores civile og vores skakspillere i Ukraine, siger han.
/ritzau/