Ni svenskere sidder i øjeblikket i isolation på Cypern, og yderligere 13 er vendt hjem med svineinfluenza i bagagen.
Bare tre dage inde i den længe ventede solskinsferie på Cypern begynder den 17-årige Emy Borg Andersson og hendes tre veninder pludselig at hænge med hovedet. De føler sig sløje og skidt tilpas. Da den ene pludselig får muskelkramper, kontakter de en lokal læge, og efter flere dage i isolation på privathospitalet Napa Olympic i Ayia Napa er dommen for to af pigerne klar. De har svineinfluenza.De to øvrige piger venter stadig på resultatet af prøverne. Og de er ikke alene. Yderligere fem svenskere holdes i øjeblikket isoleret på den populære ferieø. Desuden er 13 svenskere netop vendt hjem smittet med svineinfluenza.
Siden de fire piger blev isoleret har de hverken kunne forlade sygehuset eller snakke med hinanden.
- Vi tænker på dem hele tiden og vil rigtig gerne rejse derned. Men eftersom de sidder isoleret, kan vi jo ikke engang få dem at se, siger Emys mor, Pia Iwar, til den svenske avis Expressen.
Ingen smittede danskere
Stig Elling, slagsdirektør hos Startour, fortæller til bt.dk, at bureauet i øjeblikket har 500 gæster indlogeret på Cypern. Han tager dog foreløbig situationen med sindsro.
- Jeg har her til morgen fået bekræftet, at der ikke er nogen danskere, der er smittet. Men vi holder nøje situationen under observation.
Startour har valgt at informere alle deres rejsende om den nye situation, når de ankommer til feriemålet, og opfordrer alle til at kontakte deres rejseleder, hvis de under ferien føler sig skidt tilpas.
- Som situationen er nu, så gennemfører vi alle planlagte rejser, og det næste hold sendes af sted allerede mandag. Men naturligvis med et højt informationsniveau. Vi er løbende i kontakt med Seruminstituttet og Udenrigsministeriet, da det er dem, der har ekspertisen, forklarer han.