Lyt til artiklen

En leopard der torsdag forvildede sig ind på en skole i Indiens sydlige Karnataka provins, skabte panik blandt elever og lærere og sårede mindst én person.

En mand blev såret på hånden og armen, da han forsøgte at lukke vinduet ind til det klasseværelse, hvor leoparden var indespærret.

Et større antal politifolk mødte op på skolen.

Men først da en dyrlæge ankom og skød leoparden med en bedøvende sprøjte, faldt der ro over gemytterne.

Og leoparden blev kørt ud til et dyrereservat.

Den dramatiske episode havde en behagelig bivirkning.

Eleverne fik fri resten af dagen.