Han havde med nød og næppe klaret sig igennem ti dage i Andesbjergene, da han hørte den chokerende besked i radioen.
Eftersøgningen af de 45 flypassagerer fra Uruguay blev indstillet. Man forventede ikke længere at finde nogen overlevende.
»Det var forfærdeligt at få at vide. Tanken om, at jeg ville se min mor og min kæreste, Soldedad, igen, havde holdt mig oppe – men nu stod vi overfor at dø på dette bjerg,« fortæller Jose Luis 'Coche' Inciarte til Mirror.
For der var stadig overlevende tilbage fra det flystyrt, der ti dage tidligere havde vendt op og ned på hans liv. Og han var én af dem.
Sammen med holdkammeraterne fra rugbyholdet var han på vej til Chile, da flyet ramte et lufthul.
»Jeg følte, at flyet var i frit fald, og at vi var på direkte mod et bjerg. Pludselig lød et kæmpe brag, da den ene vinge ramte stenene,« erindrer Jose Luis 'Coche' Inciarte, der var 24 år gammel, da flyet styrtede 13. oktober 1972.
Han var overbevist om, at han skulle dø, da sne og luft fløj om ørene på ham, mens flyet gled ned ad bjerget. Men med ét stod flyet stille. Omkring ham så han flere omkomne passagerer, kufferter og flysæder, der var blevet revet løs under styrtet.
27 ud af de i alt 42 passagerer var stadig i live – og 24 af dem havde stort set ikke en skramme. Jose Luis 'Coche' Inciarte selv var sluppet med et lille sår på knæet.
I de første ti dage – indtil den nedslående melding over radioen – levede de af sne, som de kogte til vand, og den smule mad, der var tilbage på flyet. Om natten lå de tæt for at holde sig varme. Hidtil havde de holdt humøret højt, for de var overbeviste om, at redningsfolkene nok skulle finde dem.
Men da eftersøgningen blev indstillet, og madlageret var sluppet op, begyndte en ubærlig tanke at melde sig: For at overleve var de nødt til at spise deres afdøde kammerater.
»Det er ikke let at spise menneskekød. Dit hoved må tvinge din krop til at gøre det. Min mund ville ikke åbne, og da den gjorde, kunne jeg ikke få mig selv til at synke. Jeg følte fuldstændig afsky for, hvad jeg gjorde, og jeg spiste så lidt som muligt. Men til sidst overtog overlevelsesinstinktet,« fortæller Jose Luis 'Coche' Inciarte.
Beslutningen viste sig at være livreddende, og efter godt 60 dage på bjerget besluttede gruppen af overlevende – der nu var nede på 16 mand – at sende tre mand afsted efter hjælp.
Det lykkedes. Efter ti dages vandring nåede de ud af Andesbjergene og tilkaldte hjælp. 22. december 1972 blev gruppen reddet.
»På bjerget gav jeg mig selv det løfte, at hvis jeg overlevede, ville jeg leve et simpelt liv for at ære dem, der døde. Jeg giftede mig med Soledad otte måneder senere, og med vores tre børn og otte børnebørn er jeg stolt af at kunne sige, at jeg har gjort netop dét,« fortæller den nu 72-årige Jose Luis 'Coche' Inciarte, der i december udgav en engelsk bog om oplevelsen.
