Vi bliver nødt til at tænke på de formentlig milliarder og atter milliarder af mennesker, der i hundredvis af generationer kommer til at følge efter os.
Hvor langt fremad kan vi som mennesker overskue konsekvenserne af vores handlinger? I ti år? 20 år? 100 år?
Prøv med 10.000 år. For så lang tid – mindst – rækker konsekvenserne af vores afbrænding i nutiden af kul, olie og gas.
Med andre ord kan der sidde mennesker i år 12.016, som kigger ud over hav med for længst druknede byer, mens de sukkende udbryder:
»Hvad havde de dog gang i dengang for 10.000 år siden? Hvorfor i alverden brugte de ikke hovedet lidt mere og tænkte bare en smule ud over deres egen næsetip?«
Det ville svare til, at vi sidder her i nutiden og forbander sumererne i Mesopotamien langt væk, fordi de med deres handlinger havde ødelagt en væsentlig del af vores eksistensgrundlag. Hvilket de ikke gjorde.
Det er nærmest umuligt for os at nære følelser for så fjerne efterkommere. De kunne stort set lige så godt være aliens. Fantasien rækker ikke meget længere end til det liv, som vores børns børns børn kommer til at leve. For dem er der dog en chance for, at vi kommer til at have på skødet, før vi selv går i graven.
Vi bliver imidlertid nødt til at tænke på vores meget fjerne efterkommere – på de formentlig milliarder og atter milliarder af mennesker, der i hundredvis af generationer kommer til at følge efter os.
Det fremgår af et tankevækkende forskningsresultat, der for nylig blev offentliggjort i tidsskriftet Nature Climate Change. Her står der blandt andet: »I de næste få årtier har vi en lille åbning, der giver os mulighed for at minimere omfattende og potentielt katastrofale klimaforandringer, der vil strække sig over længere tid end hele den menneskelige civilisation indtil nu.«
Samtidig fastslår forskerne bag artiklen, at vi tænker alt for kortsigtet, for når vi vurderer konsekvenserne af menneskeskabte klimaforandringer, ser vi stort set aldrig længere frem end til år 2100. Hvilket blandt andet skyldes, at længere ind i fremtiden kunne supercomputere indtil for få år siden ikke regne. Nu er computerkraften øget gevaldigt, hvilket giver forskerne mulighed for at lave modelberegninger, der går flere tusind år frem.
Hovedproblemet er, at en større del af den CO2, vi udleder i dag, bliver hængende i atmosfæren i titusinder af år. Hvilket – uden resolut handling i nutiden – kan få dramatiske konsekvenser for havvandets højde og dermed for hele klodens udseende i rystende lang tid fremover.
Hvis vi i resten af århundredet udleder nogenlunde lige så meget CO2 til atmosfæren, som mennesker allerede har udledt siden industrialderens begyndelse, er kursen sat mod en temperaturstigning på godt og vel to grader.
Altså lidt mere end det mål, som verdens lande blev enige om at holde sig under på FN-klimamødet COP21 i Paris i december. Det er, trods de gode Paris-intentioner, ikke et urealistisk scenarie.
En stor del af nutidens kuldioxid vil blive ved med at indfange Solens varme i tusinder af år fremover. Samtidig reagerer gletsjere kun langsomt og med forsinkelse på stigende temperaturer. Det kan ifølge beregningerne føre til, at godt og vel halvdelen af Grønlands ismasse vil være smeltet om 2.000 år, svarende til en havvandsstigning alene fra den store ø på cirka fire meter.
I samme periode kan der komme 20 meter fra Antarktis, så i kombination med havenes varmeudvidelse er en global havvandsstigning på 25 meter realistisk. Tilmed siger beregningerne, at vi skal mindst 10.000 år frem, før end havniveauet atter begynder at falde. I mindst 8.000 år risikerer mennesker og dyr altså at være fanget i en klimaforandret og ikke mindst fysisk mindre verden som følge af vores handlinger lige nu.
For et lavt land som Danmark vil det få den konsekvens, at op mod halvdelen af kongerigets befolkning vil blive tvunget væk fra deres nuværende bopæl. Stort set hele Florida, Holland og Bangladesh vil blive havets bytte, og utallige megabyer vil drukne.
Immervæk en noget anden verden, end den vi har i vente i år 2100, hvor vi må forvente en lille meters havvandsstigning – et niveau, vi i nogen grad kan håndtere med højere diger og anden kystbeskyttelse. 25 meter kan mennesker ikke beskytte sig imod.
For fremtidige generationer er der imidlertid en flig af håb at knytte sig til – udover at vi i løbet af de næste 20-30 år formår at gøre det næsten umulige og trykke hårdt på CO2-bremsen.
Håbet er, at vi inden for det næste halve århundrede bliver i stand til at suge kuldioxid og andre drivhusgasser direkte ud af luften. Altså at vi udvikler helt ny teknologi, som kan reducere atmosfærens koncentration af drivhusgasser markant. Omfanget af et sådant verdensomspændende projekt skal imidlertid være svimlende, hvis det skal have nogen nævneværdig effekt. Så foreløbig står vi os bedst ved simpelthen at slå CO2-bremsen i.
Lykkes ingen af delene, må man desværre konkludere, at vi nutiden har foretaget moralsk forkastelige valg. Ikke mindst fordi de vil forringe levevilkårene for et ubegribeligt stort antal mennesker, der vil følge i vores fodspor.
