Den har allerede kostet 46 mennesker livet, og nu er et nyt udbrud af de farlige E-coli bakterier igen på spil. 8 personer er blevet syge af bakterierne i Frankrig, oplyser landets sundhedsmyndigheder. Foreløbige undersøgelser tyder på, at det er VTEC.

Selvom det er endnu er for tidligt at sige, hvor smitten stammer fra, så samler mistanken sig igen om spirer, der blev serveret som pynt på en gazpacho (kold tomatsuppe red.)

Den ellers normalt så velsmagende og ufarlige ret blev serveret ved et åbent hus arrangement. Et arrangement som syv ud af de otte smittede har bekræftet, at de har deltaget i.  Den sidste af de smittede er endnu ikke blevet interviewet af myndighederne.

Seks af de otte har bekræftet, at de har spist bønnespirerne. Alle smittede er indlagt på to hospitaler i Bordeaux.

Efterforskningen har indtil nu vist, at bønnespirerne har groet i Frankrig, men at frøene skulle være importeret af et britisk firma, skriver CNN.  

- Men sammenhængen mellem indtagelsen af de her spirer og sygdomsudbruddet er endnu ikke etableret 100 procent, siger den franske statssekretær Frédéric Lefebvre i en officiel udtalelse.

Han understreger samtidig, at al yderligere handel med de mistænkte spirer er blevet suspenderet.

Foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om den samme E-coli variant VTEC, der tidligere på året tog livet af 46 mennesker. Også dengang endte mistanken med at rette sig mod spirer.