Den 24-årige tuneser Anis Amri er angiveligt kommet med et alarmerende udsagn for flere måneder siden, skriver det tyske nyhedsmagasin Spiegel. Et udsagn om, at han var klar til at udføre et selvmordsangreb.

Tuneseren er mistænkt for at have kørt en stor lastbil ind i en menneskemængde på julemarkedet på Breitscheidplatz ved Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche i det centrale Berlin mandag aften i, hvad der betragtes som et terrorangreb. Myndighederne er i øjeblikket i gang med en intens jagt på manden, der fortsat er på fri fod.

Ifølge Spiegels oplysninger har myndighederne tidligere undersøgt aflytning af flere hadprædikanter, og her er de angiveligt stødt på samtaler, hvor Anis Amri har tilbudt sig selv som selvmordsterrorist. Men det har tilsyneladende ikke været nok til at anholde ham, skriver Spiegel.

Desuden har Anis Amri ifølge en unavngiven kilde i efterretningstjenesten spurgt, hvordan han kunne anskaffe sig et våben, skriver Spiegel.

Det tyske medie Focus skriver endvidere, at Anis Amri ifølge en unavngiven kilde i efterretningstjenesten har planlagt et angreb i Tyskland siden sommeren 2016.

Anis Amri er lige nu eftersøgt efter angrebet i Berlin i mandags. Det har han været, siden myndighederne fandt et id-papir på ham i førerhuset på lastbilen. Og det er også netop kommet frem, at man har fundet fingeraftryk, der matcher tuneserens, på døren til lastbilen, skriver blandt andre Süddeutche Zeitung.

I første omgang var der forvirring om, hvem der var efterlyst på baggrund af id-papiret, hvilket kan skyldes, at den mistænke har benyttet sig af seks forskellige navne og tre forskellige nationaliteter ifølge Nyhedsbureauet Ap. Alle identiteter fører tilbage Anis Amri.

Den føderale anklagemyndighed i Tyskland har officielt efterlyst den 24-årige tuneser for angrebet, og myndighederne advarer i samme omgang om, at han kan være bevæbnet og farlig. Myndighederne udlover en dusør på 100.000 euro for oplysninger, der kan føre til en pågribelse.

12 personer mistede livet i angrebet mandag aften, mens 48 blev såret heraf flere alvorligt.