Det har for alvor skabt røre, at kong Charles – efter et afsluttet Brexit-møde på Windsor Castle – inviterede formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, på en kop te.

Sammy Wilson, der er brexit-talsmand for Det Demokratiske Unionistparti (DUP) i Nordirland, er nemlig stærkt utilfreds med kongens beslutning og beskylder ham nu for at »politisere monarkiet« og tage parti i striden mellem DUP og regeringen om aftalen i Nordirland.

»Det er en beslutning, som kongen vil komme til at fortryde i fremtiden. Jeg ved ikke, om det var hans valg, eller om regeringen overtalte ham til at gøre det, men jeg synes, det er en meget, meget farlig holdning for ham at have indtaget,« fortæller han blandt andet i podcasten 'Chopper's Politics'.

Og netop udtalelser som ovenstående, får alarmklokkerne til at ringe hos B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, der spår, at den ellers så – på papiret – uskyldige kop te, kan få store konsekvenser.

Sammy Wilson er Brexit-talsmand for Det Demokratiske Unionistparti (DUP) i Nordirland.
Sammy Wilson er Brexit-talsmand for Det Demokratiske Unionistparti (DUP) i Nordirland. Foto: JESSICA TAYLOR
Vis mere

»Man kan sige, at hvis det nu var nogle folk, der ikke ellers gik op i kongehuset, så kunne man sige, »hvad så?« – men de her folk, altså de nordirske unionister, går rigtig meget op i kongehuset og er kæmpe støtter,« forklarer han.

Ifølge Jakob Illeborg bliver det derfor svært for kong Charles at komme ud af den kattepine, han nu har bragt sig selv i.

»Ligegyldigt, hvordan man vender eller drejer det, så havde det nok været klogere ikke at invitere EU-formanden til te, fordi bølgerne går så højt omkring EU i Storbritannien – men omvendt, så var de jo på hans slot, og man kan jo godt forstå ham,« fortæller han og tilføjer:

»Men faren for, at noget som det skulle ske, ville altid være overhængende, for i DUPs forståelse af det, om man så må sige, drikker kong Charles te med fjenden. Altså, det er nærmest sådan, det skal forstås. Derfor er det potentielt dynamit overfor den brexit-aftale, der lige er blevet lavet - og selvfølgelig også for kongehuset.«

På trods af, at det britiske kongehus altså sjældent hverken »forklarer eller forsvarer« sig, kunne det – ifølge Jakob Illeborg – sagtens blive en nødvendighed denne gang.

Han anser det nemlig som »potentielt risikabelt« for kongehuset, at EU-formanden fik sig en kop te med på vejen.

»Set udefra, hvis man ikke er nordirer, kan det virke helt absurd, for hvorfor skulle man ikke invitere kommissionsformanden til te? Men det viser bare, hvor højt bølgerne går i Nordirland, og det kunne godt tyde på, at der kommer ballade i forhold til den brexit-aftale, som ellers er kommet i hus,« spår Jakob Illeborg.