En britisk kvinde og mor til fem er død efter, at hun blev bidt af sin hund.

Det skriver Sky News og flere andre medier. 

Kvinden – 34-årige Michelle Hempstead – blev angiveligt angrebet af sin hund i sit hjem i Southend i Essex den 29. juli i år. 

Hun blev bidt i sin venstre arm, men så uheldigt, at en af armens hovedpulsårer blev beskadiget. 

Det gjorde, at kvinden 30. juli blev indlagt med såkaldt hypovolæmisk shock, som er en livstruende tilstand, der kan indtræffe ved stort væsketab, for eksempel større blødninger. 

Tilstanden fører også til nedsat organfunktion eller organsvigt. 

Kvinden havde angiveligt to hunde. Det er dog kun denne ene, som vurderes at have været skyld i angrebet. Der er angiveligt heller ikke tale om en ulovlig race.

Der er blevet oprettet en GoFundMe side med henblik på at skaffe 8.000 britiske pund til omkostningerne til kvindens begravelse.