Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Flere personer er sårede og døde i den norske by Kongsberg, hvor politiet har opfordret folk til at blive inden døre.

En større politiaktion er lige nu i gang i Kongsberg centrum, hvor en person har skudt efter folk med bue og pil.

»Vi kan desværre bekræfte, at der er flere skadede og desværre også omkomne som følge af handlingen,« regionleder Øyvind Aas i Sør-Øst Politidistrikt på en pressekonference onsdag aften.

Han kan ikke oplyse antallet af døde og sårede, men siger, at de sårede er kørt på sygehuset til behandling.

ER DU I NORGE? Kontakt B.T. på 1929@bt.dk.

Politiet fik klokken 18.13 flere anmeldelser om en mand, der gik rundt med en bue og pil.

På Twitter skrev politiet klokken 18.28, at manden havde skudt med bue og pil efter en person, og befolkningen i Kongsberg blev opfordret til at blive inden døre.

Gerningsmanden blev pågrebet kort efter klokken 19. Han handlede ifølge politiet alene.

En pil sidder fast i en væg i den norske by Kongsberg, hvor en person onsdag aften dræbte og sårede flere personer med bue og pil.
En pil sidder fast i en væg i den norske by Kongsberg, hvor en person onsdag aften dræbte og sårede flere personer med bue og pil. Foto: Håkon Mosvold Larsen
Vis mere

»Manden, som har udført handlingen, er pågrebet af politiet, og der pågår ikke yderligere eftersøgning efter flere personer,« siger Øyvind Aas.

Indtil videre ønsker politiet ikke at fortælle flere detaljer om gerningsmanden – herunder hans alder, oprindelse eller motiv til at begå voldshandlinger.

»Det vil vise sig, hvilken slags motiv der har været for denne handling,« siger Øyvind Aas.

Manden er kørt til arresten i Drammen, og nu pågår der en større politiefterforskning i byen.

Efterforskningen udføres af PST – den norske sikkerhedstjeneste – i samarbejde med det lokale politi.

Et stort antal politibiler, ambulancer, to lægehelikoptere, militærpolitiet og bombegruppen er til stede i byen.

Et stort område er spærret af og bliver undersøgt af politi af kriminalteknikere. Det skyldes, at manden har bevæget sig i 'et ganske stort område'.

»Der er flere gerningssteder inden for et større område,« siger Øyving Aas.

Voldshandlingerne skete i et område med både bolig og forretninger. Politiet kan endnu ikke sige, om hændelsen har karakter af en terroraktion.

»Det er helt grusomt, og det er helt ufatteligt,« siger borgmesteren i Kongsberg, Kari Anne Sand fra Senterpartiet, til Dagbladet.

Kommunen har opstillet et kriseteam, der skal tage imod borgere, der er berørte af hændelsen.

»Det er ikke helt gået op for os endnu. Det er bare helt ufatteligt,« siger hun.

Kongsberg er en by med omkring 25.000 indbyggere vest for Oslo.

Politiet varsler, at de vil holde en ny pressebriefing klokken 22.

Andre læser også