En 46-årig surfer frygtes dræbt i et hajangreb i Australien.

Klokken 10.10 lokal tid lørdag blev redningsfolk kaldt til Walkers Rock Beach, syv kilometer nord for byen Elliston i den australske delstat South Australia.

Meldingen gik på, at en mand var blevet angrebet af en haj, mens han surfede, rapporterer South Australias politi.

Hele lørdagen ledte redningsfolkene efter manden, der er en lokal lærer, Simon Bacanello, fra Elliston.

Det eneste man fandt, var mandens surfbræt, skriver 9News.

»Jeg har forstået det som om, at surfbrætter er intakt, men med et bidemærke i midten,« oplyste Trevlyn Smith fra delstatens redningstjeneste.

Eftersøgningen blev afbrudt for natten, men forventes genoptaget søndag morgen. Her vil man fokuserer eftersøgningen langs kysten, fremfor havet.

Angrebet er foregået nær et koralrev, der er en populær destination for surfere og dykkere, skriver Eastern Herald.

En talsmand fra politiet, Paul Bahr, roser det lokale beredskab:

»Vi vil gerne takke lokalsamfundet og beredskabstjenesten for deres hjælp med eftersøgningen. Det er ikke let, når det er en lokal, der er involveret, men vi roser deres styrke og deres vilje til at hjælpe.«

Sidste gang, hvor en person blev dræbt ved et hajangreb i South Australia, var i 2021, hvor en mand forsvandt, mens han snorklede.

Tidligere i år blev en 16-årig pige dræbt af en haj i floden Swan River nær Perth i den australske delstat Western Australia.

Det er meget sjældent, at der sker hajangreb i floderne. Sidste gang, der var et hajangreb i en australsk flod, var i 1960, hvor en mand, der var ude at snorkle, blev dræbt af en tyrehaj.

Australien er det land i verden, der har næstflest hajangreb. Det er kun USA, der oplever flere angreb, skriver BBC News.