Den schweiziske by Albinen leder med lys og lygte efter nye indbyggere.

240. Det er antallet af beboere i bjergbyen Albinen, der lige nu brygger på et forslag om at betale yngre voksne for at slå sig ned i byen i den schweiziske canton Valais og puste liv i byen påny.

Det skriver Daily Mail.

Med kun seks kilometer til kurbyen Leukerbad og med cantonnens hovedstad, Sion, blot en halv time væk, så burde den lille bjergby, der ligger i 1.300 meters højde, på papiret være lidt af en drøm for de, der elsker den friske bjergluft. Byen er imidlertid blevet tømt henover årene, ligesom mange andre små bjergbyer i landet, der er kendt for Toblerone-chokoladen. Folk søger simpelthen til de større byer, blandt andet for at få arbejde. Derfor skal byrådet i Albinen den 30. november stemme om et økonomisk incitament, der skal få unge voksne til at flytte til byen.

Hvis det bliver vedtaget, så betyder det, at voksne under 45 modtager 10.000 schweizerfranc, 16.000 danske kroner, mens børn giver 64.000 kroner per hoved. Der er dog et par betingelser til med tilbuddet. Man skal flytte til byen, så sommerhuse går ikke. Desuden skal man blive boende i mindst ti år, ellers skal pengene betales tilbage. Til slut skal man bruge mindst 1,2 millioner danske kroner på at bygge eller renovere et hus i byen.

Til gengæld lover de lokale, at udsigten er fantastisk, samt at antallet af solskinsdage hvert år er højt.