Kate McCann talte i går til offentligheden om sin sorg efter at have mistet sin datter, der forsvandt under en ferie for fire år siden. Hun talte om smerten men også om håbet om, at lille Madeleine stadig kan dukke op.

Næsten fire-årige Madeleine McCann forsvandt fra sine forældre under en ferie i Portugal den 3. maj 2007. Siden har forældrene kæmpet en hård kamp for at finde ud af, hvad der skete med hende.

Moderen Kate McCann talte i går til offentligheden sammen med to andre kvinder, der også prøver at finde deres forsvundne børn. Og de mener ikke, at myndighederne gør nok for at hjælpe forældre, der ikke kender deres forsvundne børns skæbne.

- Vi har været meget heldige, at vi har fået så meget støtte fra offentligheden. Men vi har måttet kæmpe og virkelig kæmpe for at få den hjælp, som Madeleine har brug for. Jeg mener ikke, at det er sørgende forældres rolle, sagde Kate McCann.

Læs også: Maddies mor smadrede seng i frustration

Da de portugisiske myndigheder i 2008 lagde sagen på hylden, hyrede forældrene selv privatdetektiver til at fortsætte efterforskningen.

Men den lille pige er stadig som sunket i jorden fire år efter, hun forsvandt fra sit soveværelse.

Efter at Kate McCann i maj skrev et brev til Englands premierminister, David Cameron, valgte han at åbne sagen og gennemføre en undersøgelse.

- Det er første gang i fire år, efter at regeringen og politiet er gået ind i sagen, at vi tror, at chancerne for at finde Madeleine bliver forbedret. Og vi er selvfølgelig uendeligt taknemmelige, sagde Kate McCann.

Hun har dog følt, at hun har måttet klare tabet alene - uden myndighedernes hjælp.

- At være efterladt i uvidenheden når dit barn er væk, er ubæreligt på grænsen til det inhumane. Hvis du får indbrud i dit hus, bliver du automatisk tilbudt krisehjælp. Hvis dit barn forsvinder, så får du måske ingenting, sagde hun.