Fra 1. oktober er det ikke længere lovligt at ryge i bilen med børn til stede, hvis man bor i England og Wales. Ellers vil det koste både chaufføren og rygeren en bøde.

Rygeloven blev allerede vedtaget i februar, men nu har det britiske sundhedsvæsen offentliggjort en video, som skal huske briterne på den nye lov.9

Videoen skal vise de klare budskaber i rygeloven, så briterne ikke er i tvivl om, at der ikke må ryges i bilen, når der er personer under 18 år til stede.

Samtidig oplyser videoen, hvor sundhedsskadeligt det er at ryge, da en cigaret udløser tusindvis af kemikalier.

Stor opbakning

Både videoen og den nye rygelov har modtaget stor opbakning fra englændere. Det kan ses i kommentarerne på diskussionsforummet Reddit, hvor opslaget er kommenteret mere end 700 gange.

»Hele min familie kæderyger, og bilture var det absolut værste. Jeg kunne slet ikke trække vejret. De tændte en ny, så snart de havde røget den forrige. Mine fætre og kusiner sad på bagsædet og hostede og prustede. Vinduet på klem hjalp ikke noget. Hvordan kan folk være så egoistiske,« skriver en bruger på Reddit.

En anden bruger mener, at loven burde gælde over hele verden.

»Det burde gælde overalt. Jeg er ikke antiryger, men børn burde ikke blive udsat for passiv rygning. Der er så mange ting, som gør, at man ikke burde ryge, mens der er børn i bilen,« skriver brugeren og nævner forringet lugtesans og astma som eksempler.

Ifølge Storbritanniens sundhedsminister Jane Ellis var de store sundhedsskader årsagen til, at loven blev vedtaget.

»Tre millioner børn er udsat for passiv rygning i biler, og det ødelægger deres helbred. Vi ved, at mange børn er pinlige eller frygter at bede forældrene om at slukke cigaretten, så derfor mente vi, at det var vigtigt med denne lov,« sagde Jane Ellis til CNN i februar.

Hvis der bliver røget i en bil, hvor der er personer under 18 år, kan chaufføren og personen, der ryger, se frem til en bøde på 50 pund - svarende til cirka 525 kr.