Christiane F. prægede en generation med sin fortælling om livet som prostitueret børnenarkoman på Berlins Bahnhof Zoo. Nu har hun skrevet en bog om de 35 år der fulgte som Tysklands evige kendisnarkoman.
BERLIN: Christiane F. ramte min folkeskole på samme måde, som hun ramte 13-14-årige drenge og piger verden over. Som et slag i mellemgulvet.
Man kan måske undre sig over, at en tysk piges oplevelser som børneprostitueret heroinnarkoman virkede så stærkt på en generation af middelklasseunge. Måske var det fordi, vi aldrig før havde oplevet stoffer og prostitution beskrevet nøgternt og fri for pædagogisk fordømmelse. Slet ikke som pensum i skolen. Måske hang det også sammen med, at Christiane med de store, smukke øjne virkede som om, hun hånede dig og have brug for din beskyttelse på samme tid. En uimodståelig cocktail.
Bogen »Wir Kinder vom Bahnhof Zoo« fra 1978 blev én af de bedst sælgende tyske non-fiction-bøger nogensinde. Filmen blev i 1982 en kassesucces i mange lande verden over. Verden fik øjnene op for børns narkomisbrug, og Christiane F. blev med et slag et ikon. Hele Tysklands kendisjunkie og en del af mytologien om det vilde Vestberlin i 1980erne.
Som sådan har tyskerne aldrig sluppet hende. Spørgsmålet har levet hele tiden: Hvad blev der af Christiane F.? Bogen, som hun dengang skrev sammen med to journalister fra magasinet Stern, har en åben slutning. Den 16-årige Christiane blev af sin mor sendt fra Berlin til bedsteforældrene på landet. Man får lov til at tænke, at hun måske slap ud.
Nu har Christiane Felscherinow, som hun hedder i virkeligheden, givet svarene i en ny selvbiografi. »Christiane F. Mein zweites Leben«. Mit andet liv. En regulær toer – 35 år senere. Den udkom i går, og hun skal præsentere den i dag på bogmessen i Frankfurt.
Tyskerne er nysgerrige. De fleste tyske medier har varmet op med foromtaler og interview. Den nu 51-årige Christiane Felscherinow er naturligvis ældet, og stemmen er en smule sløret, men hun ser overraskende godt ud – et hårdt liv taget i betragtning. »Ikke mange havde troet, jeg ville blive 51, men se, her er jeg,« siger hun selv i den reklamevideo, der er sendt i forvejen.
I den nye bog fortsætter Christiane Felscherinow sin historie, hvor hun slap den i 1978, og det med samme nøgterne brutalitet, som hun begyndte den med. Hendes liv er ikke til at sætte på Hollywood-formel som en overlevelse-trods-alle-odds-fortælling eller som tragedie, selvom mange gennem årene har forsøgt. Det er et liv tragisk præget af heroin, også selvom hun i lange perioder ikke har taget stoffet. Det er samtidig et liv i skyggen af den figur, der startede det hele – Christiane F. – og den berømmelse og fordømmelse, der fulgte med. »Christiane F.-tingen,« som hun kalder det.
Christiane F.-tingen ramte Christiane Felscherinow i mellemgulvet en efterårsdag i 1978. Da hun trådte op af U-banen i Kaltenkirchen uden for Hamborg så hun sit billede på Sterns spiseseddel uden for en kiosk. Og så en til. Og en til.
»Der var ingen vej tilbage. Pludselig var jeg en kendis,« skriver hun i bogen.
Hun boede hos bedsteforældrene på landet, og hun var fri af heroin, men stærkt utilpasset. Bedstemoren gik i sydtysk dirndl hele dagen, selvom de boede i Schlesvig-Holsten, skriver hun. Christiane fik en grundskoleuddannelse. I flere måneder havde hun brugt hver eftermiddag efter skole på at fortælle Stern-journalisterne alle detaljer om sit korte liv. Heroinforbruget, sin tid som børneprostitueret uden for diskoteket Sound, og en voldelig, fordrukken far og en fjern mor. Nu var det hele på tryk. At ingen familiemedlemmer stak hovedet ind for at høre, hvad teenageren talte med journalisterne om, undrer hende rimeligt nok stadigvæk i dag.
Med bogen skifter hendes liv i en periode til højeste kendisgear. Den nu 19-årige Christiane F. rejser på første klasse til Los Angeles, hvor filmen også er slået igennem og tjekker ind på det legendariske hotel Chateau Marmont. Hun hænger ud med den tyske punkdronning Nina Hagen, som kører hende rundt i sin turkise Buick med privatchauffør. De hygger sig, men Nina Hagen er i sin »ufo-fase«, så alle samtaler har det med at ende ude i verdensrummet, skriver hun. Hun drikker saft med punkpopsangeren Billy Idol og spiller et medbragt bånd med et helt nyt tysk nummer kaldet »99 Luftballons« for en begejstret radiovært. På den måde slog Nena ifølge Christiane F. igennem i USA.
Da hun skal møde sit ungdomsidol David Bowie, der spiller med i filmen, er hun hamrende nervøs, selvom hun i bogen pubertært forklarer, at hun har afskrevet ham som kunstner. Hun tror heller ikke, han kan lide hende. Han inviterer hende med på en flyvetur i Rolling Stones’ jet. Stolene er taget ud og erstattet af franske sofaer, en bar og et musikanlæg. På toilettet er der et pissoir af marmor. Christiane F. bemærker med skadefryd, at David Bowie sidder og stirrer stift ned i gulvet. Hun får at vide, at han har flyskræk og ikke må samtales med.
Christiane F. begynder at tage heroin igen blandet med kokain og andre stoffer. Hun beskriver et kokainorgie med heavybandet Van Halen, der er i gang med at skrive pophittet »Jump« i rockbandet AC/DCs slot.
I en årrække flytter hun til Grækenland, kvitter heroinen og lever med en græker på stranden – år, som hun i bogen beskriver som de lykkeligste i sit liv. Hun føler sig »stærk«. Da hun i 1993 vender tilbage til Berlin er det med følelsen af ikke længere kun at beskæftige sig med »Christiane F.-tingen«.
Den modne Christiane Felscherinows liv bliver præget af tre skelsættende begivenheder.
Siden 1989 har hendes lever været ødelagt af Hepatitis C, givetvis forårsaget af en beskidt nål. Christiane F. beskriver detaljeret de voldsomme smerter, svedeturene og den gradvise forværring, der på et tidspunkt vil slå hende ihjel. Hendes hjem er indrettet næsten uden møbler, så hun kan nå det hele fra sengen. Joints, medicin og den metadon, som hun hver dag skal ned at hente på apoteket.
I 1996 føder hun en søn. Det bedste, hun har gjort i sit liv, mener hun. Hun sprøjter ikke længere heroin, men som mor oplever Christiane Felscherinow, at andre børn ikke må lege med den berømte ex-narkomans søn.
»Jeg er og bliver en kendis-junkie. En Attraktion. Et sjældent dyr,« skriver hun.
De flytter til den lille by Teltow uden for Berlin. Her i det gamle DDR har de ikke læst ungdomsbogen i skolen.
I 2008 rammer katastrofen igen. Efter et forvirret flugtforsøg til Amsterdam tager myndighederne sønnen fra Christiane Felscherinow og placerer ham i pleje. Hendes verden ramler sammen, og hun bedøver sig igen med heroin. Nu er der fast journalister uden for hendes dør. I 1982 ville de fortælle historien om pigen, der besejrede narkoen. Nu er historien »Christiane F. tilbage i narkosumpen«.
Men endnu engang rejser Christiane Felscherinow sig fra de enorme problemer, hun har skabt for sig selv. Hun får forældremyndigheden tilbage, men hun forklarer, at hun har valgt at lade sønnen blive boende hos plejefamilien, fordi hun ikke vil rykke hans liv op igen.
»Nogle gange tror jeg, at han stadig er rasende på mig. Han kan ikke tilgive mig, for det han har været igennem, da de tog ham fra mig,« skriver hun i bogen.
Selv peger hun ikke fingre af nogen, når hun beskriver sit liv. Selvom det er logisk at hade en voldelig far, så finder Christiane Felscherinow undskyldninger. Han blev far meget ung. Hun kan selv se de destruktive møntre. Hun føler skyld. Hun støder hele tiden ind i folk, der lyver og bestjæler hende. Hun bedøver sig. Men at kunne se mønstre, er naturligvis ikke det samme som at ændre dem. Trangen er meget stærkere end fornuften.
Da berlinermagasinet Zitty for nylig spurgte hende, hvad hun fortrød mest fra de seneste 35 år, svarede hun: »At jeg skrev den første bog«. Hun kunne være blevet hos bedstemor og giftet sig. For siden at blive skilt, tilføjer hun. Kedeligt, men lettere end at leve med stigmaet fra »Wir Kinder vom Bahnhof Zoo«.
På den baggrund kan man undre sig over, at den 51-årige Christiane Felscherinow nu har skrevet en ny bog om sit liv. I interview forklarer hun, at hun vil svare igen og en gang for alle fortælle det, som det er. Måske indeholder den forbandede »Christiane F.-ting« også en slags trang. I den særlige »Fan-Edition« af bogen har hun »håndskrevet« en dedikation til alle os fra dengang: »Tak til alle, der ikke har glemt mig«.
»Christiane F. – Mein zweites Leben« udkom i går på Deutscher Levante Verlag.
