Alois og Klara Hitler - Adolf Hitlers forældre - får nu fjernet deres gravsten efter gentagende episoder, hvor personer har brugt gravstedet til at udtrykke deres sympati for nazismen


Alois og Klara Hitler ligger begravet i den østrigske by Leonding i den nordlige del af landet. 

Faderen Alois døde i 1904, mens Klara døde tre år senere.

Grunden til, at man nu har valgt at fjerne gravstenen, er, at gravstedet var ved at blive en atrraktion for nynazister. Det skriver den norske netavis vg.no.

En lokal katolsk præst, Kurt Pittertschatscher, læste i forbindelse med fjernelsen af gravstenen en udtalelse højt fra en slægtning.

- Jeg er bekymret over, at mine forfædres grav stadig bliver brugt til at udtrykke sympati for nazismen. Set i lyset af dette, har jeg besluttet at opgive rettigheden til gravstedet.

I de seneste år er der blandt andet blevet sat en vase ved stenen med et SS-symbol, ligesom Adolf Hitlers 120 års fødselsdag blev markeret med en plakat.

Gravstedet er også blevet et udflugtssted for nysgerrige turister. 

Nu er der så åbnet op for, at andre kan benytte gravstedet, hvor man altså kommer til at dele mulden med de jordiske rester fra diktatorens forældre.

Adolf Hitler blev født i den 20. april 1889 i Østrig, og han døde den 30. april 1945.

Adolf Hitlers forældre Alois og Klara Hitler har nu fået fjernet deres gravsten, fordi den blev brugt til at vise sympati for nazismen. Billedet er taget i 2002.. EPA/RUBRA
Adolf Hitlers forældre Alois og Klara Hitler har nu fået fjernet deres gravsten, fordi den blev brugt til at vise sympati for nazismen. Billedet er taget i 2002.. EPA/RUBRA Foto: RUBRA
Vis mere