John Chambers er direktør i det magtfulde kreditvurderingsbureau Standard & Poors, der står bag den opsigtsvækkende nedgradering af USA's kreditværdighed. Dermed er den 55-årige amerikaner manden, der satte det afgørende stød ind, som har fået en ny, global finanskrise til at rykke tættere på.

Nedjusteringen, der skete fredag, har sendt chokbølger gennem aktiemarkederne. Overalt på de toneangivende børser i Asien, USA og Europa er børskurserne raslet ned som følge af Standard & Poor's vurdering af, at USA's statsobligationer ikke længere er værdig til den fineste karakter - AAA - som blandt andre de skandinaviske lande kan bryste sig af.



Selv om aktiemarkederne er rystede, mener John Chambers ikke, at nedgraderingen af USA's økonomi kan komme som en overraskelse for nogen set i lyset af den kæmpegæld, som verdens største økonomi slæber rundt på. Han advarer endda om, USA's kreditværdighed meget vel kan få endnu et hug, hvis ikke udsigterne forbedrer sig dramatisk.

- Hvis de amerikanske finanser forringes yderligere, eller hvis den politiske hårdknude strammer til, så kan det føre til endnu en nedgradering. Og vores vurdering er, at der er en risiko på én ud af tre, for at det vil ske inden for de næste 2 år, siger John Chambers, der tilføjer, at det formentlig vil tage lang tid, før USA eventuelt kan få sin gamle topkarakter tilbage.

Ikke siden 1917 har USA stået uden for det gode AAA-selskab, og mange menige amerikanere opfatter derfor nedjusteringen som ydmygende og et resultat af politikernes manglende handlekraft.

Oppositionspolitikerne i USA, anført af republikaneren Michelle Bachman, har benyttet lejligheden til at rette en sønderlemmende kritik af Barack Obama og den uansvarlige økonomiske politik, hun beskylder ham for at føre.

Den amerikanske regering har som reaktion på ydmygelsen forsøgt at så tvivl om Standard & Poor's troværdighed ved at påpege, at bureauet har begået en regnefejl på hele 2 billioner i den beregning, der ligger til grund for nedjusteringen. Men det preller af på Standard & Poor's direktør, John Chambers.

Han siger til CNN om betydningen af fejlberegningen:

- Vi snakker om 1,5 procents forskel i USA’s BNP i de to udregninger. Det gør ikke en afgørende forskel. Det ændrer ikke på, at statsgælden over de næste 10 år efter al sandsynlighed vil vokse sig endnu større i forhold til landets bruttonationalprodukt, siger han.

Standard & Poor's er det største af verdens tre store kreditvurderingsinstitutter, der lever af at vurdere staters og virksomheders kreditværdighed. Selskabet har hovedkvarter i New York og har en samlet medarbejderstab på omkring 10.000.