Man har et standpunkt, til man tager et nyt. 

Donald Trump er lørdag aften amerikansk sprunget ud som TikTok-bruger, og har delt sin første video på den ultrapopulære kinesiske app. 

Alene i USA har TikTok 170 millioner brugere, der hver dag bruger appen på deres telefoner, og den fest vil den tidligere amerikanske præsident nu også være en del af. 

Lørdag aften besøgte Trump Ultimate Fighting Championship i Newark, New Jersey lidt uden for New York. 

Her benyttede han lejligheden til at lancere sin nye TikTok-profil, der bærer samme navn som hans andre profiler på sociale medier, nemlig @therealdonaldtrump. 

Den tidligere amerikanske præsident har ellers gentagne gange forsvoret, at han nogensinde ville benytte sig af TikTok, og han forsøgte i sin præsidenttid helt at få forbudt den kinesiske app. 

De seneste måneder er Donald Trump blødt op over for TikTok  i flere interviews efter den nuværende præsident, Joe Biden, meldte ud, at han ville underskrive et lovforslag, der forbyder TikTok i USA. 

Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris' kampagne har dog siden februar i år benyttet sig af TikTok. 

En repræsentant fra Trumps kampagne siger til Politico, at man håber, at kunne nå flere potentielle vælgere ved at komme på TikTok, der er ekstremt populær blandt især de yngre amerikanere. 

Donald Trumps TikTok har siden lørdag aften amerikansk tid fået knap en halv million følgere. 

Torsdag blev Trump som den første tidligere amerikanske præsident nogensinde dømt skyldig i et kriminelt forhold. 

Det skete, da han en straffesag blevet kendt skyldig i alle 34 anklagepunkter i den såkaldte tys-tys sag. 

Her var han tiltalt for at forfalske dokumenter, der skulle skjule en overførsel på 900.000 kr. til pornostjernen Stormy Daniels.

Donald Trump har hele vejen igennem nægtet sig skyldig i anklagerne – og han har påstået, at sagen mod ham har været politisk motiveret.

Det forventes, at en straf vil blive udmålt 11. juli, og at Trump anker afgørelsen.