Når et kommercielt medie som Se og Hør betaler kilder for information, sætter råddenskaben i pressen ind. Det påpeger Nick Davies, den britiske journalist bag afsløringerne af aflytningsskandalen på skandalebladet News of the World – som måtte lukke.
LONDON: Han er netop ved at lægge sidste hånd på bogen »Hack Attack« om aflytningsskandalen, der lukkede mediemogulen Rupert Murdochs sensationsavis News of the World – en skandale der på mange måder er et britisk spejl af Se og Hør-sagen i Danmark. Og Guardian-journalisten Nick Davies kender da også den britiske medieskandale bedre end de fleste, for han var den prisbelønnede journalist, der i sommeren 2011 fik den til at rulle.
Her skrev han en forsidehistorie om, at News of the World allerede i 2002 havde ladet en privatdetektiv hacke beskeder efterladt på en mobiltelefon tilhørende den forsvundne 13-årige skolepige Milly Dowler, der senere viste sig at være blevet myrdet. Artiklen udløste et ramaskrig, og i dagene efter væltede det frem med lignende historier. Hundredvis af kendte – skuespillere, fodboldspillere og politikere – havde gennem en årrække systematisk fået hacket deres mobiler af Storbritanniens største søndagsavis, men også soldaterenker var blevet hacket for at skaffe informationer til artikler.
Lige siden har britisk presse ikke været den samme. Leveson-kommissionen har kulegravet pressens arbejdsmetoder, den kulørte tabloidpresse er kommet under pres for at opføre sig mere etisk korrekt og holde sig inden for lovens rammer, og en række redaktører og journalister er i dag tiltalt for såvel aflytning af mobiler som for ulovlig betaling af kilder, herunder af politibetjente og embedsmænd.
Nick Davies er ikke i tvivl om, hvorfor der gik så mange år, før såvel den britiske sladderpresse som Se og Hør i Danmark blev afsløret.
»Alle er bange for sladderpressen og dens magt,« siger han i et interview med Berlingske.
Politi og politikere så til
For Nick Davies har den største overraskelse ved afdækningen af aflytningsskandalen således slet ikke været sladderpressens ulovlige metoder.
Nej, den største åbenbaring for ham har været at se, hvordan News of the World-aflytningsskandalen forgrenede sig til toppen af samfundet. Afdækningen har trukket tråde til såvel politietaten som det politiske system.
Politifolk lod sig besnakke og bespise af folk fra sladderpressen, og to politichefer måtte gå af på grund af afsløringerne.
Den ene premierminister efter den anden dyrkede tæt omgang med Rupert Murdoch og hans topfolk. Premierminister David Camerons meget nære venskab med Rebekah Brooks, den hovedtiltalte tidligere chefredaktør for News of the World, er blevet udpenslet i detaljer. Blandt andet red sammen.
»Jeg havde forstået, at der blandt nogle af vore nationale aviser var en vane og rutine med at begå kriminalitet for at sikre sig information,« siger Nick Davies:
»Hvad jeg ikke havde fanget var i hvilken grad, denne skandale ville sprede sig til andre områder af det offentlige liv. Til pressenævnet, der kendte til problemet med kriminalitet, men fuldstændig havde fejlet ved ikke at efterforske det. Og til regeringen, der endda tillod ændringer i sin politik for at undgå at rage uklar med disse meget magtfulde aviser.«
Så på en måde har sagen to lag: Lovovertrædelserne i sladderpressen og så den frygt det skaber hos andre ellers magtfulde aktører i samfundet, der er bange for at gribe ind på grund af disse mediers enorme magt?
»Ja, adgangen til fortrolig information er direkte kædet sammen med magten. For når du har et medie, der har for vane at udstille folks private liv, særligt deres sexliv, bliver folk meget bange for dette medie. Det er lidt ligesom, når du har en bølle i skolegården. Hvis han rammer blot ét barn hårdt, er det nok. Alle er bange for ham bagefter, og de vil adlyde ham. Det er det samme med disse medier. Selv politikere og politichefer bliver bange, fordi de kan se, hvad der sker med folk, der kommer på kant med disse medier. De bliver ydmyget, deres liv bliver ødelagt, og deres ægteskab går fløjten. Så politikerne og politiet bliver også bange for at gribe ind.«
Det hele handler om penge
I Storbritannien har medier i årevis betalt for historier, og Se og Hør er et af de få medier i Danmark, der betaler for historier – er dette startskuddet til ulovligheder, som vi har set?
»Ja, overordnet set handler det hele om penge. I en sund nyhedsorganisation kan folk lide at se sig selv som journalister, der undersøger væsentlige samfundsmæssige sager og så offentliggør, hvad de har fundet ud af. I en usund nyhedsorganisation tænker folk på sig selv i kommercielle termer, og at de skal tjene så mange penge som muligt til deres ejer. Og når journalister først er faldet i den fælde, hvor de tror, deres arbejde handler om at tjene penge, så kan alt ske. Ejerne er glade, og journalisterne på gulvet vil blive sat under pres for at gøre hvad som helst, og der vil kun være tilfredshed med journalisterne, så længe de får dem højere oppe i systemet til at føle sig godt tilpas. Den konkrete handling med at betale kilder for informationer er en del af alt dette. For det er en kommerciel transaktion og en del af en kommerciel kultur.«
Nick Davies peger på, at presset på medierne absolut ikke er blevet mindre af, at internettet har brudt mediernes forretningsmonopol, så de konstant mister flere og flere annoncører og læsere og dermed får færre og færre penge i kassen.
»I den kontekst er medierne kommet under et endnu stærkere pres for at finde enhver måde til at få historier på – selv hvis du ikke har journalisterne til at gøre det på den traditionelle måde. Så i en bredere forstand er det ikke overraskende, hvad der er sket.«
Har blandt andet din afdækning af aflytningsskandalen på News of the World været godt eller dårligt for pressen i Storbritannien?
»På den korte bane har det været godt. Jeg er overbevist om, at der foregår langt mindre kriminalitet på mediernes nyhedsredaktioner i dag. Men på den længere bane tror jeg ikke, at det gør nogen forskel,« siger Nick Davies.
»Leveson-kommissionen foreslog en ny slags uafhængig regulering af pressen, og personligt fandt jeg anbefalingerne fine. Men de aviser, der er problemet, angreb kommissionen med det samme gamle miks af vrede og forvrængning af sandheden, så slutresultatet er, at vi ikke har fået en ny uafhængig regulator af pressen. Og når skandalen bliver historie, tror jeg, at disse aviser vil genoptage deres gamle vaner.«
