De seneste døgn har Donald Trump nok en gang haft travlt på sit eget sociale medie, Truth Social.

Gemt dybt nede i et af de mange opslag, som nok er gået de flestes næse forbi, ligger et klart bevis på, at Trump ikke har glemt sin ambition om at overtage Grønland.

Da den amerikanske præsident, Donald Trump, tirsdag satte sig i Air Force One med kurs mod Nato-topmødet i den hollandske by Haag tirsdag, fik han travlt.

I den tid, som Trump brugte på at flyve over atlanten, nåede han at afsende mere end 25 opslag på Truth Social.

Flere handlede om situationen mellem Iran og Israel. Andre var benhård kritik af politikere hjemme i USA. En helt tredje kategori var screendumps af beskeder fra Nato-chefen Mark Rutte. Nok et opslag omhandlede, at Trump er blevet indstillet til Nobels Fredspris.

Og så var der en gruppe af i alt tre opslag, som gengav en artikel fra The Washington Post.

Og her bliver det for alvor interessant for os i Kongeriget.

I alle tre opslag var adskillige billeder med tung tekst fra artiklen.

Donald Trump har tydeligvis ikke glemt Grønland.
Donald Trump har tydeligvis ikke glemt Grønland. Foto: Carlos Barria/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Et god bud er, at mange, der har set opslaget, formentlig er scrollet hurtigt videre.

Men specielt herhjemme i Danmark og i Grønland bør man nok læse med.

For i det tredje opslag med screendumps står det klart, at Trump – og hans loyale vælgere – bestemt ikke har glemt præsidentens drømme om at overtage Grønland.

Artiklen fra Washington Post omhandler, hvordan de mest hardcore Trump-støtter, dem der identificerer sig selv som MAGA (Make America Great Again), ser på verden – lavet ud fra en større undersøgelse.

Under underoverskriften 'U.S. territorial expansion' kan man læse følgende:

»Langt fra at støtte isolationisme, omfavner MAGA-republikanere ideen om, at hvide amerikanere har en guddommelig ret til at besætte hele det nordamerikanske kontinent og bakker stærkt op om Trumps planer for amerikansk territorial ekspansion,« lyder det i artiklen, som Trump har delt.

Og den fortsætter:

»80 procent støtter, at Grønland bliver en del af USA 'for at skaffe vigtige mineraler og øget adgang til Arktis' (sammenlignet med kun 50 procent af ikke-MAGA-republikanere).«

Donald Trump har delt artiklen fra Washington Post i hele sin længde.

Og det skal siges, at delen om Grønland kommer mod slutningen.

Men det er et tydeligt bevis på, at hverken Trump eller hans mest hardcore tilhængere har glemt deres grønlandske ambitioner.

De er snarere sat på pause – eller kører i baggrunden.