B.T. advarer mod stærke billeder.
Det kan for nogle ligne et makabert udpluk fra en gyserfilm, men billederne viser virkeligheden i den blodigste form.
19. august falder på en islamisk helligdag kaldet 'Ashura'. Billederne viser, hvordan de irakiske shiamuslimer hylder dagen med et gammelt ritual. Folkemængden i Irak er iklædt hvidt tøj i gaderne, mens de skærer sig selv til blods i panden.
Hvis man oplever billederne som grusomme og sørgelige, så er det fuldstændig i helligdagens ånd. Helligdagen symboliserer nemlig en ti dages lang sørgeperiode, som historisk set afspejler sig i profet Mohammeds barnebarn Imam Hussains død.
Når de religiøse mænd skærer hul i panden, er det for at markere døden, som Imam Hussain gennemgik. Han kæmpede mod tyranni og blev halshugget, da han nægtede at sværge troskab til Umayyade-kalifatet. Det var et arabisk kalifat, som regerede i tidsperioden 661-749.
Under optoget i Irak får de religiøse mænd lægehjælp. Tidligere har man oplevet dødsfald under lignende begivenheder.
I Danmark foregår en mere fredelig udgave på Dronning Louises Bro i København, hvor det kaldes 'de fries optog'.
I København vil der ikke være nogen blodige hændelser. Optoget er i stedet en symbolsk begivenhed for de sørgende, som ønsker at minde Imam Hussein.