Siden de britiske myndigheder i juli genoptog sagen om den lille forsvundne pige Madeleine McCann, har de arbejdet helt på egen hånd.

Nu kan det britiske kriminalpoliti dog se frem til  at få en hjælpende hånd fra deres portugisiske kollegaer.

Myndighederne i Portugal har accepteret en anmodning om at samarbejde med det britiske politi i bestræbelserne på at opklare sagen om den dengang treårige Madeleine McCann, der i 2007 forsvandt fra sin families ferielejlighed i Portugal.

- Vi har accepteret en ansøgning om at yde retlig hjælp til de britiske myndigheder, siger en portugisisk regeringsembedsmand i en udtalelse.

Nye spor

Myndighederne i Portugal nævner ikke, hvorfor de genoptager den efterforskning, de ellers indstillede i 2008, men britiske medier spekulerer i, at det er på grund af de mange nye spor i sagen, som Scotland Yard for nylig fremlagde.

- Vi har identificeret 38 nye interessante personer og har afhørt mange nye personer i sagen. Vi tror fortsat, at der er en god mulighed for, at Madeleine er i live, siger chefinspektøren i Scotland Yard, Andy Redwood, til The Guardian.


12 af de 38 interessante personer er identificeret som briter, som var i Portugal på det tidspunkt, da Madeleine McCann forsvandt fra lejligheden i Praia da Luz. De øvrige kommer fra Portugal og tre unavngivne europæiske lande.

Ud over afhøringerne af de nye interessante personer, er et hold på 37 efterforskere ved at analysere ældre oplysninger fra det portugisiske politi i sagen, og syv private detektivbureauer er også blevet tilknyttet den nye efterforskning.

Hvis Madeleine McCann stadig lever i dag, så er hun 10 år gammel.