Moren, der var omdrejningspunktet i en af de mest omdiskuterede mordsager i USA i nyere tid, er højst overraskende blevet frikendt.

I nat faldt der dom i en af de mest profilerede og omdiskuterede mordsager i USA siden O.J. Simpson historiske frifindelse tilbage i 1997. Og dommen i nat var næsten ligeså overraskende – en næsten total frifindelse af Casey Anthony, der var sigtet for at have slået sin datter, Caylee, ihjel og skjult hendes lig i næsten en måned, inden hun begravede det i en skov.

Sagen har vakt enorm forargelse i USA - ikke kun på grund af forbrydelsens karakter, men også fordi der er dukket billeder op af Casey Anthony, der i tiden efter hendes datters forsvinden fester løs på vilde natklubber og endda får lavet en tatovering med ordene Bella Vita, der ironisk nok betyder smukke liv. Til familiemedlemmer havde hun ellers sagt, at hun var totalt knust over datterens forsvinden.

Mange amerikanere har spurgt sig selv. Hvordan kan en mor feste løs efter hendes to-årige datter tilsyneladende er forsvundet? Hvordan kan en mor gemme sit døde barn i bagagerummet på sin bil, som der var tydelige spor af?

Kvalte datter med gaffatape

For anklageren var svaret klart. Hun havde selv slået sin datter ihjel med kloroform og gaffatape og fuldstændig følelseskoldt festet løs, imens hun planlagde, hvordan hun kunne komme af med det belastende bevis på hendes forbrydelse. Herefter begravede hun ifølge anklageren liget i en nærliggende skov, og først herefter blev barnet meldt savnet 15. juli 2008 – en måned efter andre end Casey Anthony havde set barnet og hun ifølge anklageren havde slået sit barn ihjel.

Men juryen i mordsagen var af en anden holdning. Efter at have voteret i 11 timer kom de frem til, at der ikke var noget endeligt bevis for, at Casey Anthony havde slået sit barn ihjel med fuldt overlæg, som var det, hun stod anklaget for og risikerede dødsstraf for i Florida.

- Det her var en sag med tørre knogler. De mange måneder, der gik med at finde resterne efter lille Caylee, blev en kæmpe ulempe for os, siger Lawson Lamar, der er Floridas statsanklager til CNN. Han henviser til, at politiet først fandt resterne af Caylee, da der ikke var andet end knogler tilbage, over et halvt år efter hun var død. Derved havde anklageren svært ved at bevise præcist, hvordan hun blev slået ihjel.

Druknede i poolen

Ifølge Casey Anthony’s forsvarer druknede Caylee ved et uheld i familiens svømmepøl. Herefter gik Casey Anthony i panik og begravede liget i den nærliggende skov. En forklaring der er blevet skabt stor tvivl om, blandt andet fordi Casey Anthony har skiftet forklaring flere gange.

- Anklageren beviste ikke deres sag. Det store spørgsmål er stadig. Hvordan døde Caylee, siger Russel Huekler til CNN, der var reserve-jurymedlem i sagen.

Men uden endegyldigt bevis for, hvordan Caylee døde, følte juryen ikke, at de kunne dømme Casey Anthony for overlagt mord. Dette på trods af de mange beviser for at hun i hvert fald havde dækket over sin datters død i et stykke tid og samtidigt festede løs i Orlando’s natteliv tilsyndeladende uden at bekymre sig om sin datters skæbne.

I mangel på tekniske beviser havde anklageren i høj grad baseret deres sag på Casey Anthony’s mildt sagt mærkelige opførsel i tiden efter datterens forsvinden. Hun havde tilsyneladende også løjet om, at hendes datter blev passet af en babysitter ved navn Zenaida Gonzalez. En kvinde som det aldrig er lykkes myndighederne at opspore.

De mange løgne

Men de mange løgne og den underlige opførsel var ifølge juryen ikke bevis for overlagt mord. I stedet fandt de hende skyldig i at have løjet for politiet. En dom der kan udløse flere år i fængsel, når straffen udmåles i morgen.

I Caylee’s familie er der skuffelse at spore over dommen. Det var i sidste ende Casey Anthony’s mor, der pressede hende til at melde sin datter savnet, efter hun ikke havde hørt noget livstegn fra sit barnebarn i næsten en måned.

- På trods af det fuldstændig grundløse forsvar, som Casey Anthony valgte, mener familien, at juryen kom frem til en fair afgørelse baseret på de beviser, der blev lagt frem, vidneudsagnene, de videnskabelige oplysninger og de regler, som dommeren udstak, lyder det i en udtalelse fra familien Anthony.

På trods af de mange indicier roser flere juridiske eksperter juryen i sagen, der har været under et enormt pres på grund af den ekstreme mediebevågenhed, sagen har haft.

- Juryen troede på, at Casey Anthony var indblandet i uagtsomt manddrab på sin datter og forsøgte at skjule det. Men de troede ikke, at hun dræbte hende med vilje, siger Remi Spencer, der er forsvarsadvokat, men ikke har været indblandet i sagen til CNN.

Hvordan døde Caylee?

Tilbage står stadig det store spørgsmål: Hvordan døde Caylee?

I timerne efter dommen var ni af de ti mest omdiskuterede emner på Twitter den bemærkelsesværdige frikendelse. Blot 30 minutter efter juryens dom, havde nyheden på CNN over 5.000 kommentarer. De fleste var skeptiske over afgørelsen.

Der er noget galt her, lyder en af kommentarerne fra en læser Jennifer Culver