Nordkorea påstår at have prøvesprængt en brintbombe. Diktaturstaten føler sig truet på sin eksistens, siger militæranalytikere.

Nordkorea med lederen Kim Jong-un i spidsen spiller igen med musklerne over for USA og de allierede.

Det kommunistiske styre påstår at have udført en succesfuld prøvesprægning af en brintbombe, som kan være kraftigere end atomvåben.

Oplysningen kom fra Nordkoreas statslige tv i går, men er endnu ikke bekræftet af det internationale samfund.

Liselotte Odgaard, der er militæranalytiker og ekspert i stormagtsdiplomati ved Forsvarsakademiet, kalder det en »overlevelsesstrategi« fra Nordkoreas side.

Hun forklarer, at diktaturregimet føler sig truet på sin eksistens - en frygt, der er vokset, efter USA har besluttet at opgradere Japans og Sydkoreas missilforsvar.

»De vil annoncere, at de er en troværdig trussel mod USA’s allierede og de amerikanske baser i området, og at de er parate til at fortsætte udviklingen af atomvåben,« siger Liselotte Odgaard til BT.

Hun understreger dog, at Nordkorea før har løjet overfor omverdenen om afprøvning af en brintbombe.

Handlingslammet USA

Hvis der er en tale om reel prøvesprængning af en brintbombe, har USA dog begrænsede reaktionsmuligheder på grund af frygten for, at Nordkorea svarer igen militært, forklarer militæranalytikeren.

»USA frygter Nordkoreas reaktioner ved en militær demonstration, så skærpede handelssanktioner og hård retorik er nærmest det eneste, USA kan gøre. Men det har jo ikke tidligere stoppet Nordkorea i at udvikle sit våbenprogram,« siger Liselotte Odgaard.

USA's finansminister, Steven Mnuchin, har slået fast, at der skal udarbejdes en ny pakke af sanktioner mod Nordkorea.

»Den kan måske indebære, at al handel med Nordkorea skal stoppe,« siger han til tv-stationen Fox News.

Selv om Nordkorea udbygger sin militære kapacitet, har styret absolut ingen interesse i, at det skal føre til mere end blot trusler, mener militæranalytikeren.

»De er de sidste, der ønsker, at det skal udvikle sig til en militær konfrontation. Hvis USA ser sig nødsaget til at angribe, så Nordkoreas regime færdigt,« siger Liselotte Odgaard.

Langvarig ekskalering

Militæranalytiker Johannes Riber Nordby, forklarer, at udmeldingen fra Nordkorea passer ind i en langvarig eskalering af missilaffyringer og prøvesprængninger.

»Nu har Nordkorea givet det hele en tand mere - for det her er atombombens storebror. Brintbomben er lige modellen større,« siger han.

Han mener, at den påståede sprængning af brintbomben også er en vigtig del af den fortælling, som landets indbyggere bliver præsenteret for af styret. Nordkorea er omgivet af fjender, som alle tydeligt ønsker at erstatte det kommunistiske diktatur i landet.

Og derfor handler den seneste eskalering af konflikten også om Nordkoreas paranoia, fastslår Johannes Riber Nordby.

»I vores verden giver det ikke mening, at Nordkorea fortsætter optrapningen med større og vildere våben, men det gør det i deres paranoia-stat, hvor de ser fjender overalt. Det er ikke rationelt at opruste til endnu kraftigere våben hele tiden, når en atombombe er voldsom nok, men Nordkorea frygter, at selv med kernevåben kan deres fjender finde på at invadere dem. Derfor lægger de mere og mere på hele tiden,« siger Johannes Riber Nordby.

Johannes Riber Nordby kalde konflikten for et koldkrigs-scenarie, hvor begge parter hele tiden forsøger at overgå hinanden.

»Nordkorea forsøger helt sikkert at afskrække sine fjender, men våben som brintbomben er mere effektive, når de ikke bliver brugt. Der er ikke nogen atommagt, der er blevet invaderet endnu - se bare på Iran, Rusland, Nordkorea og USA. Selve truslen har større værdi, for hvis de gjorde alvor af deres trusler om angreb, så ville gengældelsen fra USA komme meget hurtigt,« forklarer han.