Lad som om I er kristne. Blend in! En tre måneder gammel IS-manual på engelsk bliver ved med at dukke op på de sociale medier. Den vejleder IS-sympatisører i, hvordan de bedst undgår at blive opdaget, inden de udfører angreb.

Ulvene opfordres til at gå vestligt klædt, barbere sig, bruge parfume, hænge et kors om halsen, med mindre der da står et muslimsk navn i det falske pas, idet »det vil være for mærkeligt.« Det fremgår af manualen, der i det hele taget er en vejledning i at se så lidt muslimsk ud som muligt. Alle kneb gælder i bestræbelserne på at ramme Vesten med terror i islams navn.

»Der er ingen tvivl om, at i de ensomme ulves tid, har brødrene i Vesten brug for at kende vigtige sikkerhedsaspekter for at garantere operationel succes,« står der i manualens forord, som den israelske organisation MEMRI har stillet til rådighed.

Manualen er hentet fra et af de 30 foredrag, der i 2010 blev bragt af al-Qaeda-aktivisten Abdallah al-Adam. Oprindeligt var foredragene designet til at undervise al-Qaedas medlemmer i Afghanistan i personlig sikkerhed. Men Islamisk Stat har oversat sagerne til engelsk, og gjort det til en manual for »ensomme ulve«. I oktober udgav IS-krigeren Abu Naseeha en 62-sider lang manual. Siden da er den med jævne mellemrum dukket op på de sociale medier. Hver gang, det sker, lukkes de pågældende Twitter- og Facebook-konti, men nye konti åbnes, så manualen deles fortsat.

Potentielle terrorister, der ikke er arabiskkyndige, kan få en meget detaljeret vejledning i, hvordan man udfører det »perfekte« angreb uden at blive fanget. Berlingske er bekendt med Islamisk Stats forsøg på at aktivere enkeltpersoner til at udføre angreb i Danmark ved at begå knivdrab eller køre tilfældige ned i trafikken. Disse opfordringer sendes via SMS, og adskiller sig fra manualen der er meget detaljeret.

Skridt fra skridt – fra idé til attentat

Manualen beskriver næsten hvert et skridt, den ensomme ulv skal tage, fra ideen om at udføre et angreb fødes, til det udføres. Lektien hos al-Qaeda og Islamisk Stat synes at være, at dårlig planlægning fører til fiasko. Manualen beskriver, hvordan man vælger en lejlighed til fremstilling af bomber eller opbevaring af våben. Den omfatter detaljeret vejledning i, hvordan man bruger telefon og internet på en krypteret måde, som er vanskeligere for myndighederne at overvåge. Manualen guider også de ensomme ulve gennem de mest sandsynlige spørgsmål, man kan støde på hos betjente og foreslår mulige reaktioner, hvis en betjent skulle antyde at den ensomme ulvs pas er falskt. Manualen giver et eksempel fra Østrig, hvor et medlem af al-Qaeda stødte på en mistænksom politiofficer. Al-Qaeda-aktivisten slog en stor latter op, og slap på denne måde tilsyneladende for yderligere forhør.

Manualen henviser også til metoder som vestlige efterretningstjenester benytter og adopterer i mange tilfælde samme modus operandi. Som for eksempel, hvad angår cover story eller den undskyldning en terrorist forventes at have for at befinde sig på et givent sted, hvor han eller hun indsamler information om det endelige mål.

»Den bedste undskyldning er den naturlige undskyldning. Hvis du er ingeniør, så brug dit eget job som undskyldning, for du kender dit job, forstår det, og vil ikke lave fejl i din egen profession,« står der i manualen.

Forklædningen

De mest detaljerede dele af manualen handler om, hvordan den ensomme ulv forventes at klæde sig og opføre sig, så omgivelserne ikke fatter mistanke.

»Du skal sørge for, at du ikke ligner en religiøs mand. Barber dig og undgå at have religiøse tekster på dig. Du bør heller ikke gå for meget i moské eller islamiske biblioteker,« står der i manualen, der går så langt som til at vejlede sine ensomme ulve i at matche farver, når det kommer til påklædning.

»Nogle brødre (muslimer) kan godt lide at gå klædt i nyt tøj fra top til tå. Det tiltrækker for megen opmærksomhed. Sørg for at farverne matcher. En gul trøje og sorte bukser vil tiltrække opmærksomhed. Men igen, dette er let for de brødre, der er vokset op i Vesten, for de ved alt om, hvordan folk går klædt,« står der i manualen.

Efter angrebene i USA 11. september 2001 fandt FBI en lignende, men mindre detaljeret, manual, som var blevet brugt af flykaprerne. Den 62-sider lange manual på engelsk bruges stadig af al-Qaeda, men siden oktober 2015 har den også været en del af Islamisk Stats obligatoriske terrorpensum.