Det sidste den britiske betjent David Rathband så, var en morders kolde øjne. Nu er han blind.

42-årige David Rathband blev i sidste uge en af Raoul Moats tre ofre.

Moat, der netop var løsladt fra fængslet, gik amok i en vold jalousi- og blodrus i Rothbury i England, hvor han først skød sin ekskæreste og dennes nye kæreste, hvorefter han erklærede krig mod politiet. Fejlagtigt troede han, at ekskæresten, Samantha Stobbarts, nye kæreste var politibetjent.

Uskyldige David Rathband blev skudt i hovedet og i skulderen, da han sad i sin parkerede patruljevogn.

- Jeg så ham ind i øjnene, men der var ingenting - ingen følelser, siger David Rathband fra hospitalssengen til The Sun.

Raoul Moat rettede pistolen mod hans hoved og trykkede af.

- Jeg følte smerten i mit ansigt. Jeg vidste, at min højre øjenhule var eksploderet, og at mit øje var væk, fortæller David Rathband om den frygtelige dag, hvor han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Efter det første skud forsøgte han at spille død, men Moat skød ham efterfølgende også i skulderen.

- Hver gang jeg bevægede mig, kunne jeg høre lyden af blod, der sivede ud ad hovedet på mig. Det lød som, hvis man smed en spand vand ned ad en gyde, siger David Rathband.

Han var selv sikker på, at han ikke ville overleve og fik endda sagt en sidste bøn til ambulancefolkene.

- Sig til min kone og børn at jeg elsker dem.

Men David Rathband lever - dog som blind og med minderne om Moats kolde øjne, som det sidste han nogensinde skulle se.

Efter en uge på flugt begik Raoul Moat i lørdags selvmord. Han var omringet af politiet og så ingen anden udvej end at tage sit eget liv. Chris Brown, ekskærestens nye kæreste, havde han dræbt, og den 22-årige Samantha Stobbart er stadig indlagt med kvæstelser efter at være blivet skudt i maven.