Over 225.000 mennesker har set irske Ina O'Brien lave en noget anderledes bryllupstale til sin mand Aiden Dwyer. I sin egen og yderst velkoreograferede udgave af 90'er-klassikeren 'Ice Ice Baby', lægger hun mand og publikum ned.

Aiden Dwyer er en heldig mand, og han kommer med al sandsynlighed ikke til at kede sig, nu hvor han har fået papir på Ina O'Brien som sin kone. For da bryllupstalerne skulle holdes under middagen på deres store dag, brød Ina O'Brien ud i sin egen udgave af Vanilla Ice's kultklassisker og monsterhit 'Ice Ice Baby'.

Se videoen fra brylluppet herunder.

Aiden Dwyer har lagt videoen på Facebook, hvor han flad af grin ser sin kone og to forlovere levere en syngende tale. Videoen er blevet set af mere end 225.000 mennesker og har høstet næsten 100 kommentarer.

I sangen har Ina O'Brien skiftet det normale omkvæd ud med sin egen udgave, som passer til situationen:

»Ice Ice Baby, He's my nice, nice baby. He bought me Ice Ice Baby, Now I'm his wifey baby,« rapper Ina O'Brien i videoen.

Ifølge The Mirror blev parret gift i junimåned i County Mayo i Irland, og de fejrede deres bryllupsreception på hotellet Radisson Blu.