Anders Behring Breivik skal møde personligt op i retten i Oslo mandag, efter at Norges Højesteret har underkendt politiets anmodning om at videoafhøre den terrorsigtede nordmand fra fængslet.

Hidtil har alle afhøringer af nordmanden forregået for lukkede døre, men nu skal Breivik altså møde personligt i retten på mandag, når anklagemyndigheden vil anmode retten i Oslo om yderligere ugers varetægtsfængsling af den terrorsigtede nordmand.

Det skriver VG.

Af sikkerhedshensyn har norsk politi ellers anmodet om at afhøringe af Breivik skulle foregå for lukkede døre.

Men fredag eftermiddag underkendte Højesteret i Norge politiets anmodning.

Dermed kan journalister og tilhørere se den mand, der den 22. juli var skyld i 77 menneskers død.

Det åbne retsmøde vækker glæde hos Breiviks forsvarer, Geir Lippestad.

- Vi er selvfølgelig glade for, at Højesteret fastslår, at Breivik får mulighed for at komme til sit eget retsmøde. Dette handler om retssikkerhed. Det var det, han selv ønskede fra starten af, men han ved jo ikke noget om denne afgørelse endnu, siger Breiviks forsvarer.
 
Hvad Breivik vil fortælle på det åbne retsmøde er endnu ukendt, men ifølge hans forsvarer, vil han fortælle om, hvorfor han har gjort det, som han har gjort.

- Han vil nok fortælle, hvem han er, hvad han har gjort og hvorfor han gjorde det.

Ifølge Lippestad skulle Breivik denne gang ikke have særlige ønsker til sin påklædning. Ved et tidligere retsmøde, som efterfølgende blev afholdt for lukkede døre, havde Breivik fremsat et ønske om at optræde i militæruniform.

- Det bliver helt almindeligt tøj, som han har adgang til i fængslet, siger Lippestad.

Højesteret i Norge lægger vægt på i deres afgørelse, at Breivik selv har ønsket at møde personligt frem i retten, samt at han aldrig har givet samtykke til at ville afhøres via videolink fra fængslet.

Breivik er tiltalt efter en terrorparagraf, der kan give op til 21 års fængsel.