En halvanden år gammel pige mistede livet søndag efter at være faldet ned fra 11. etage på et krydstogtskib, der lå til kaj i San Juan i Puerto Rico.

Ulykken skete, da pigens bedstefar mistede grebet om hende og tabte hende ud ad vinduet på krydstogtskibet Freedom of the Seas.

Hun faldt 45 meter ned og landede på et betondæk på havnen, hvor hun kort efter måtte erklæres død, skriver det puertoricanske medie Telemundo PR, der også har talt med en passager på skibet.

»Jeg kiggede ud, da jeg hørte moderens skrig. Der var en særlig tonalitet i skriget. Et skrig, der var gennemsyret af stor smerte. En slags skrig, man ikke kan sammenligne med andre skrig,« siger passageren.

Ifølge et andet lokalt medie, Primera Hora, stammer pigen fra Indiana i USA. Hun var med hele familien om bord på skibet – både forældrene, en bror og bedsteforældrene på begge sider.

Søndag efter sendte kaptajnen sine kondolencer og meddelte, at afgangen fra Puerto Rico ville blive flyttet. Mandag har rederiet Royal Carribean udsendt en meddelelse.

'Vi er meget berørte over gårsdagens tragiske ulykke, og vores tanker går til familien. Vi har medarbejdere til at assistere familien med, hvad end de har brug for. Men af respekt for deres privatliv vil vi ikke kommentere ulykken yderligere nu,' hedder det i meddelelsen.

Ulykken skete efter et ugelangt krydstogt, hvor Freedom of The Seas, der er verdens næststørste krydstogtskib, havde besøgt øerne Antigua, St. Lucia og Barbados.