En ung, mandlig lægestuderende fra Australien fik kærligheden at føle på den forkerte måde, efter han indledte et romantisk forholdt til en 27-årig kvinde, der arbejdede for det lokale politi. I ren og skær jalousi og mistro benyttede hun sig af politiets databaser i forsøget på at afsløre hans påståede utroskab.

Det skriver Daily Telegraph.

Med kun et år tilbage af sine medicinstudier, mødte australske Bart Scanlon tidligere på året 27-årige Jessica Lee Milne. Sød musik opstod, og de to indledte et romantisk forhold, der hurtigt udviklede sig til et mareridt. For kun kort tid efter at de to havde mødt hinanden, begyndte Jessica Lee Milne at blive jaloux og mistænksom overfor sin nye kæreste.

Hun besluttede derfor at snage i, hvilke kvindelige bekendtskaber, hendes nye flamme skrev med online. Men hvad værre var, så var Jessica Lee Milne samtidig ansat på den lokale politistation i forstaden Tuggerah i New South Wales, hvor hun benyttede sig af politiets databaser, til at finde fortrolige informationer på de kvinder, som hun mistænkte sin kæreste for at flirte med.

Oplysningerne inkluderede blandt andet de pågældende kvinders adresser, baggrundsoplysninger samt telefonnumre, og nogle af disse blev efterfølgende lagt på nettet af Jessica Lee Milne.

Den 15. december i år var den 27-årige kvinde mødt op i retten ved Wyong Local Court. Her var hun anklaget for i otte forskellige tilfælde, at have skaffet sig adgang til fortrolige oplysninger samt i et tilfælde at have stalket eller fremsagt trusler.

Jessica Lee Milne tilstod fem af anklagepunkterne, mens de resterende tre blev droppet. Hun tilstod desuden at have udført et tilfælde af chikane, mens anklagen om stalking blev droppet.

Det var dog ikke kun kærestens kvindelige bekendtskaber, der angiveligt måtte stå for skud. Under deres forhold skulle den 27-årige også have forsøgt at sabotere Bart Scanlons private firma, en kosmetisk klinik.

I retten kom det således frem, hvordan hun skulle have logget sig ind på klinikkens Facebookside, og skrevet nedsættende om sin daværende kæreste. Blandt andet at han var en 'patologisk løgner', at han var smittet med diverse kønssygdomme og at han 'lurede' på sine patienter.

Ingen af Jessica Lee Milnes påstande og beskyldninger blev påvist i retten, og hun blev idømt en betinget dom med en prøvetid på 24 måneder.