Lad os tage det indlysende først: Den amerikanske præsident, Donald Trump, mener, at det er hans benhårde diplomati og sanktionspolitik, der har tvunget Nordkorea til forhandlingsbordet med Sydkorea. Og dette er da heller ikke helt forkert.
Omvendt siger førende koreaforskere samstemmende, at nordkoreanerne aldrig ville have deltaget i forhandlinger, før landet som atommagt med langtrækkende missiler stod i en styrket position. Og som Tong Zhao – en førende nordkoreaforsker ved Carnegie-Tsinghua Center for Global Policy – siger til flere medier, så er der en tid før og en tid efter Hwasong 15-missilet.
Den vellykkede testaffyring af dette langtrækkende missil i december skaffede Nordkoreas leder, Kim Jong-un, ro. Han havde nået sit mål – at vise omverdenen, at Nordkorea er og bliver en atommagt, og at der ingen vej er tilbage. Derfor kan Kim Jong-un ifølge denne vurdering med sindsro indlede gradvise forhandlinger med Sydkorea om en tilnærmelse og en generel afspænding mellem de to stater – og det uden at der i forhandlingerne fra første færd også indgår et krav om, at Nordkorea ensidigt skal opgive sine atomambitioner.
Altså har Donald Trump ifølge samme analytiker vundet en sejr ved at gennemtvinge særdeles hårde FN-sanktioner i FNs Sikker- hedsråd. Dette er sket med Kinas og Ruslands støtte, og dermed er Nordkorea sat under hårdt pres. Kim Jong-un har så samtidig afmonteret en del af presset ved at tilbyde de forhandlinger med Nordkorea, som bliver indledt i næste uge.
Dagsordenen bliver afspænding, OL og en genåbning af en hotline mellem Nord- og Sydkorea, hvoraf sidstnævnte allerede er testet. Dermed er de første resultater af Nordkoreas forhandlingsvilje allerede synlige.
Sydkorea og USA har accepteret ikke at gennemføre militærøvelser, mens vinter-OL løber af stabelen i februar. Dette anses for at være en sejr for Kim Jong-un, som udelukkende kvitterer ved blandt andet at sende landets kunstskøjteløbere til OL – og det til stor tilfredshed for Sydkorea, som hele tiden har ønsket nordkoreansk deltagelse.
USA er selvfølgelig ikke tilfreds og opretholder kravet om, at Nordkorea opgiver alle sine atomprogrammer. Den amerikanske præsident har dog indset, at han næppe får lagt yderligere pres på Nordkorea i denne omgang – fordi Kina, Rusland og Sydkorea har rost Nordkoreas pludselige vilje til forhandling. Alligevel er kravet til Nordkorea ikke opgivet af amerikanerne – det vil blive en del af senere forhandlinger.
At mødet også handler om en normalisering af forholdet mellem de to lande og ikke om atomvåben ses også af, at det formentligt bliver de to genforeningsministre, der kommer til at stå for forhandlingerne – fra Sydkorea Cho Myong-gyon og fra Nordkorea Ri Son Kwon eller deres viceministre.
Det er ikke uden betydning, hvem derskal forhandle, for dette afgør også, hvilken type forhandlinger, der er tale om, og hvor meget vægt, de to lande på den baggrund lægger i dem.
I dette tilfælde er der tale om et pænt niveau, som dog heller ikke er prangende, for det er ikke just et topmøde mellem de to landes regeringschefer, der er tale om. Man begynder altså langsomt, hvilket også i den del af verden anses for at være særdeles positivt.
Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske medarbejder
