Søndag morgen døde 14-årige amerikanske Madison Coe, mens hun prøvede at oplade sin telefon, da hun badede.

Teenageren blev fundet død i sit hjem i Lovington i New Mexico i USA, og ifølge hendes familie havde den 14-årige enten stukket sin telefon i badevandet eller forsøgt at bruge sin telefon, som allerede var tilsluttet opladeren, mens hun sad i badet og blev derfor udsat for kraftig elektricitet.

Det skriver engelske Metro.

Hendes bedstemor Donna O'Guinn fortalte, at der blev fundet et brandmærke på Madison Coes hånd, som hun havde taget telefonen med.

Bedstemoderen håber, at ulykken vil være en barsk lærestreg for andre i fremtiden, og at man skal lære børn, at elektricitet og vand ikke blandes.

»Det er sådan en tragedie, som andre ikke skal opleve, og derfor skal dette hjælpe andre med at undgå at bruge mobiltelefoner på badeværelset, mens de er tilsluttet en oplader,« sagde Donna O'Guinn ifølge Metro.

Der er nu lavet en indsamling for at samle penge til Madison Coes familie til at dække begravelsesudgifter.