Et større drama udspillede sig tirsdag i Pakistan, hvor otte personer i timevis var fanget i en svævebane, der hang og dinglede højt over jorden efter, at et kabel var sprunget.

De otte personer var syv elever og en lærer, og de hang i svævebanen fra omkring kl. 7.15 tirsdag morgen lokal tid, mens myndighederne forsøgte at gennemføre en ekstremt vanskelig redningsaktion ved hjælp af to helikoptere.

Situationen opstod, da det ene af to kabler, som svævebanen hang i, pludseligt knækkede.

I første omgang indledtes en redningsmission med helikopter.

Siden blev der sat projektørlys op, og redningsoperationen fortsatte fra jorden, oplyste en kilde på sikkerhedsområdet til Reuters.

Eksperter blev sendt til området, og pakistanske myndigheder forsøgte at redde børnene én efter én ved at koble en slags mindre lift eller et sæde på kablet. Det oplyste kilden ifølge Reuters.

Situationen omkring redningsaktionen blev af BBC beskrevet som omskiftelig, og det var svært at få fakta bekræftet.

Der har således været usikkerhed om, hvorvidt seks eller syv børn var om bord på kabineliften - og dermed også om der var en eller to lærere.

Ulykken fandt sted omkring klokken syv tirsdag morgen lokal tid i Battagram. Byen ligger cirka 200 kilometer nord for Pakistans hovedstad, Islamabad.

Liften bruges normalt til at krydse dalen og fragte folk til en skole i området.

Tirsdag gik et kabel i stykker midtvejs på turen, og det udløste redningsaktionen.

Omkring klokken 12 dansk tid - klokken 15 lokal tid - viste billeder fra området, at en redningsaktion var i fuld gang.

Ifølge myndighederne var liften gået i stå i omkring 275 meters højde.

Tidligere på dagen sagde 20-årige Gulfaraz, som befandt sig i kabineliften, over telefon til den pakistanske tv-kanal Geo News, at eleverne er mellem ti og 15 år.

Han tilføjede, at en af dem var besvimet på grund af varme og af frygt.

- Vores situation er prekær. For guds skyld, hjælp os, lød det fra Gulfaraz ifølge Reuters.

Redningsmissionen var udfordret af kraftig vind i området.

Derudover var der risiko for, at helikopternes rotorblade ville destabilisere liften yderligere. Det sagde Shariq Riaz Khattak fra redningstjenesten til Reuters.

Ifølge Shariq Riaz Khattak var der tirsdag eftermiddag kun ét kabel, som holdt liften.

På stedet havde landsbyboere samlet sig for at følge med i udviklingen.