USA rummer vildnisser, man kan forsvinde i, og mange mennesker forsvinder hvert år i de store skove enten frivilligt eller ved et uheld. Det er sjældent, at de dukker op igen efter 27 år.

Hvis man har vandret rundt i de store skove i f. eks. den amerikanske stat Maine ved man, hvad man risikerer, hvis man forlader de afmærkede stier. I løbet af kort tid mister man orienteringen i vildnisset. Og hvis man først farer vild er risikoen for, at man aldrig finder ud igen, stor. Man kan vandre i dagevis uden at møde et menneske.

Det var ikke den dengang 20-årige Christopher Knights problem. Han ville forsvinde. Han ville væk fra civilisationen Hvorfor vidste han ikke. Det eneste, han smerteligt havde erkendt, var, at han var venneløs, og at han heller ikke havde noget imod at være uden tætte menneskelige forbindelser. Han ville søge ensomheden for at finde sig selv.

Knight forsvandt i 1986, da Ronald Reagan var præsident. Da Tjernobyl-katastofen netop havde ramt Europa, og Den Kolde Krig stadig var på sit højeste. I 2013 blev han anholdt af politiet efter en lang række indbrud i øde sommerhuse i Maine.

Nu er bogen om hans mange år i skovene udkommet. »The Stranger in the Woods The Extraordinary Story of the Last True Hermit« af forfatteren Michael Finkel fortæller historien om en mand, der ikke vidste, hvorfor han valgte at bo i skovene i 27 år, men ikke havde andet valg. Han søgte ensomheden og den fred og ro, isolationen gav ham.

Overvågningsfoto fra et af de mange indbrud, Knight begik.
Overvågningsfoto fra et af de mange indbrud, Knight begik.
Vis mere

Historien starter i Boston. En dag forsvandt den 20-årige fra sit job, tog sin bil og kørte hele vejen til Flordia. Han lå og flød på billige hoteller. Holdt sig til de store hovedveje og tænkte over livet som sådan. Efter et stykke tid kørte han tilbage til den nordlige del af USA, forbi sin families hus i Maine, hvor han var vokset op og op til Moose Head Lake, der er den største sø i delstaten og samtidig er indgangen til et vildnis, der strækker sig mange hundrede kilometer i alle retninger.

Han kørte ind i vildnisset så langt,  han kunne og forlod bilen med sin lille rygsæk med tøj. Og gik og gik og gik, indtil han ikke vidste, hvor han var. Han camperede tilfældige steder, nogle gange samme sted i ugevis og sultede. Det sidste tvang ham til at søge mod de mange sommerhuse i området, hvor han begik over 1000 indbrud i de år, han var væk.

I 2013 var det hele forbi. Han blev anholdt for indbrud og blev øjeblikkelig kendt som »eneboeren«. Alle ønskede en forklaring på, hvad der sendte en ung mand på flugt fra mennesker i 27 år. Men Christopher Knights nægtede at tale om det. Det lykkedes dog til sidst en journalist at få ham til at tale om sit liv i skovene.

Men Knight nægtede i modsætning til mange andre eneboere at fortælle, hvilken indsigt, han havde fået. Til sidst gav han efter og sagde de berømte ord. »Få nok søvn«. Intet religiøst budskab, som mange eneboere ellers har. Ingen fortællinger om store åbenbaringer. Men blot det enkle budskab. »Få nok søvn« - det enkle formål med livet. Ifølge Knight.