Det har ikke været den bedste weekend for flere af Superligaens forsvarsprofiler. Men en Brøndby-spiller skilte sig negativt ud med en kostbar brøler.
Det mener panelet i B.T.s fodboldpodcast 'Transfervinduet – ugens rapport', hvor Superligarunden tages under lup hver mandag.
»Der var mange forsvarsspillere, der dummede sig denne weekend, som kunne blive ugens skurk. Der var nogle helt horrible forsvarsaktioner, som blev meget afgørende for kampene,« siger B.T.-fodboldreporter Steffen Gronemann, og peger på Brøndbys Frederik Alves som den største skurk i Superliga-runde 12.
»Han spillede helt forfærdeligt for Brøndby i hele kampen. Han har ellers fået meget ros og gjort det sindssygt godt i efteråret. Men mod Randers bliver han overløbet ved Randers’ scoringer,« lyder dommen over Alves i Brøndbys 2-2-kamp i Randers søndag aften.
»Værst er det ved Randers’ 2-1-mål, hvor han forsøger at lave et spjæt med benet for at stoppe en bold til Stephen Odey. Det er på seriefodbold-niveau. Derudover havde han nogle helt håbløse afleveringer. Det virker som om, han nogle gange ikke er helt til stede,« lyder det fra B.T.-sportskommentator Lasse Vøge, som giver Alves en opmuntrende kommentar på vejen.
»Han skal nok komme igen. han har haft et godt efterår.«
Også Randers-forsvareren Wessel Dammers kom i søgelyset, da han ikke fik sparket en bold ordentligt væk i eget felt, hvilket førte til, at Brøndby kunne udligne sent i kampen til 2-2.
Lyt til 'Transfervinduets – ugens rapport' herunder, hvor weekendens Superliga-kampe tages under kærlig behandling: Derfor hyldes Cornelius, bliver Hvidovre Superligaens dårligste hold nogensinde og ros til AGF-angriber.