Vinterferietrafikken er kommet ganske dårligt fra start.

For Sydjyllands Politi oplyser på Twitter, at der er sket et uheld, hvor to personbiler er involveret på Sønderjyske Motorvej i sydgående retning mellem afkørsel 69 og 70a.

»Ud fra de foreløbige oplysninger ingen personskade. Politi og vejhjælp er på stedet. Der er åben for trafik,« lyder det på Twitter fra Sydjyllands Politi, hvor de også opfordrer trafikanter til at køre efter forholdene.

Personbilerne holder i øjeblikket i nødsporet.

Men det er ikke kun i det sønderjyske, at der har været problemer med trafikken.

For tidligere på dagen var Københavns Vestegns Politi til stede ved et trafikuheld, som skabte kø, på Motorring 3.

Der var tale om et sydgående stykke mellem Roskildevej (afkørsel 24) og motorvejskryds Avedøre.

Vagtchef hos Vejdirektoratet, Thomas Christensen, fortalte, at der ligeledes ikke var sket personskade i forbindelse med uheldet.

Vejdirektoratet oplyser på sin hjemmeside, at der er kødannelse, og man skal forvente en forlænget rejsetid på 10 minutter. Alle sporene er desuden farbare igen.

Trafikproblemerne på Motorring 3 er ikke de eneste på denne fredag, hvor mange danskere ventes at tage på vinterferie rundt omkring.

Således advarer Vejdirektoratet om kraftig vind på både Svendborgsundbroen og Sallingsundbroen, som først forventes at aftage henholdsvis i løbet af lørdag morgen og i aften.

Vejdirektoratet har tidligere opfordret rejsende omkring vinterferiens begyndelse til at finde andre tidspunkter at rejse på, hvis man vil mindske risikoen for at blive ramt af tæt trafik og lange køer.