Et par fik et chok, da de sent torsdag var ude at køre en aftentur i et industriområde på Refshaleøen.

TV 2 Lorry fortæller historien om, hvordan kæresteparret netop nåede at træde bremsen i før de kørte ud på en sammenstyrtet bro.

Efterfølgende måtte Københavns Politi åbne en ellers spærret bro på den anden side af halvøen, så parret kunne komme hjem.

»Da en patrulje kom ud til stedet, var broen forsvundet i vandet. Betjentene traf to personer, som kort forinden var ved at køre over broen, men stoppede op, fordi de kunne se, at den var ustabil,« oplyser Københavns Politi til B.T.

Der er tale om en såkaldt dokport ved Margretheholms Havn, der forbinder den østlige side af Refshaleøen ved Vindmøllevej med Refshalevej mod nord.

Refshaleøens Ejendomsselskab, der ejer den 35 meter lange bro, opdagede allerede fredag, at den var gal med dokporten, og arbejdet med at få den løftet og repareret er i fuld gang.

Man ved dog endnu ikke, hvad kollapset skyldes.

»Fredag sendte vi dykkere i vandet for at bjærge løse dele fra dokporten, og de kommende uger vil hele porten blive løftet. Først herefter vil det være muligt at afklare, hvad det skyldes,« siger Nikolaj Heltoft kommunikationschef i Refshaleøens Ejendomsselskab til TV 2 Lorry.

En undersøgelse der skal finde årsagen til sammenstyrtningen er blevet i gangsat. Københavns Politi, Københavns Kommune og ejendomsselskabet medvirker i undersøgelsen.

Ifølge Københavns Politi har det tirsdag eftermiddag været forsøgt at hæve broen eller dele af den op til overfladen med en kran, så den kan undersøges.